26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tøj-gigant bag Roskilde-luksus underbetaler syersker

Tøj-gigant bag Roskilde-luksus underbetaler syersker

Torsdag, 30. juni, 2011, 11:04:36

På Roskilde Festivallen tilbyder H&M gæster på deres Reboot Camp lejrluksus. I Bangladesh og Cambodia knokler syersker for tøjgiganten til sulteløn.

Designertelte, brusebad og festivalmode: Et sneak-peak ind på H&M’s Reboot Camp, som åbnede i går eftermiddags.
Arbejderen

Det er onsdag morgen, og de sidste genfærds-lignende festivalgæster stavrer over de støvede græsplæner, mens nogle af de tusindvis af frivillige er på vej på arbejde.

På overfladen ligner Roskilde Festival sig selv. Men bag ved festivalens verdensberømte varemærke, Orange Scene, ligger et indhegnet VIP-område, som skiller sig ud.

Her bliver omkring 1600 festivaldeltagere om få timer lukket ind på den multinationale tøjgigant Hennes & Mauritz’ »Reboot Camp.«

LÆS ARTIKEL: "Roskilde: Vi stoler på H&M"

For 1070 kroner oven i Roskilde-billetten kan beboerne på »Reboot Camp« sove i designertelte, shoppe i H&M’s økologiske festival-kollektion og få deres hår sat af en af lejrens 20 modefrisører.

En del af indtægterne går til H&M’s modekampagne mod AIDS, »Fashion Against Aids.«

– Igennem samarbejdet med Roskilde Festival får vi mulighed for at overraske og inspirere vores kunder og vise sommerens festivalmode samtidig med, at vi kan skabe opmærksomhed omkring HIV/AIDS-problemet, siger lejrchef i H&M Reboot Camp, Birgitte Aaen Kastberg, til Arbejderen.

Men langt væk fra Reboot Camp, i Cambodia og Bangladesh, betaler tusindvis af tekstilarbejdere dyrt for at H&M kan fylde sine hylder med festivalmode.

Her har faglige organisationer i årevis kæmpet for at sikre ordentlige forhold til de syersker, som farver og syr det moderigtige tøj til H&M.

Flere rapporter viser, at de underleverandører, som H&M bruger, betaler deres arbejdere så lidt i løn, at de ikke kan opretholde et værdigt liv. Tusindvis af kvindelige tekstilarbejdere og deres familier bliver derved fastholdt i fattigdom - også selvom arbejderne knokler op til 12 timer om dagen.

I København arbejder Organisationen Clean Clothes Campaign (CCC) for at sætte fokus på H&M’s produktion i Asien. Her undrer kampagnekoordinator Claus Melvin Jensen sig over, at H&M har fået lov at slå sig ned på Roskilde Festivalen, som netop har fattigdom som et af hovedtemaerne i år.

– Når man har så stor indkøbsvolume som H&M har, så burde det være muligt at ændre forholdene. H&M kunne jo flytte produktionen væk til lande, hvor arbejderrettigheder bliver overholdt og lønnen har et acceptabelt niveau, siger han til Arbejderen.

Ifølge CCC går kun én procent af salgsprisen på tøj i H&M’s butikker til løn til tekstilarbejderne i Asien.

Vi ville gerne have spurgt H&M om problemerne med underleverandører i Cambodia og Bangladesh.

Men H&M Danmark vil ikke tale moral og etik og henviser til hovedkontoret i Stockholm. Og her var alle, der kunne svare, på kursus, hver gang Arbejderen forsøgte at få en kommentar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jun. 2011 - 11:04   03. sep. 2012 - 10:54

Musik