25 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mosebryg og englelyd

Mosebryg og englelyd

Tirsdag, 05. juli, 2011, 15:41:51

Vibrafonisten Gary Burtons nye kvartet fik Copenhagen Jazzhouse til at svinge mellem jazzens rå citysound og kakao for trommehinderne.

af Gert Poder

En musikglad afrikaner fandt engang på at banke med en trækølle på træstykker i forskellige længder, lagt i en ramme på hule rør.

Når man gør det samme med stave af metal, tilføjer en dæmperpedal og bruger filtkøller, kaldes det en vibrafon. Og sådan en ved Gary Burton, hvordan man betjener.

Det viste den nu 68-årige amerikanske jazzmusiker i Copenhagen Jazzhouse, da The New Gary Burton Quartet gav koncert søndag aften.

Når Gary Burton ikke spiller jazz, er han leder på den berømte musikskole Berkelee Collage of Music. Her har han gennem årene fundet unge talenter til de forskellige udgaver af sine grupper.

Vibrafon og guitar står godt til hinanden, og blandt de jazzmusikere der har fået kickstartet karrieren af Gary Burton er guitarister som Pat Metheny og Larry Coryell.

For 10 år siden traf han den dengang 13-årige Julian Lage, der pjankede rundt med sin guitar. Det gør han stadig, men nu udfolder han under sin mentors vinger et  særegent musikalsk geni.

Lynhurtige jazzakkorder, plunket fingerspil, smægtende tango, fyrig flamenco – det hele tilsat Gary Burtons ekspressive vibrafon, Scott Colleys faste bas og ikke mindst Antonio Sanchez’ visionære trommer.

Selv er Gary Burton en  mester i at udnytte det ekstremt følsomme instruments specielle lydunivers. Det er toner, der går fra kælne ørekys til tåget mosebryg og New Yorks mest rå kvarterer.

Med en række numre fra kvartettens nye cd, Common Ground, af blandt andet russiske Vadim Neselovskyi og Antonio Sanchez, en tango og vibrafon standarder leverede holdet i to timer en koncert i international topklasse.

Det var et bevægende møde mellem det gamle og det nye, det hæderkronede og det eksperimentale, der lover godt for jazzens fremtid.

The New Gary Burton Quartet. Copenhagen Jazzhouse. Søndag 3. juli.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2011 - 15:41   03. sep. 2012 - 10:54

Musik