25 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På rumfærd med Yoda Salami

På rumfærd med Yoda Salami

Tirsdag, 05. juli, 2011, 16:05:53

Hop ombord i din indre rumraket og tag en tur ud i et syret univers med Zven Balslev, hvis værker lige nu kan ses hos Permild & Rosengreen.

Yoda Salami hedder Zven Balslevs lille sci-fi inspirerede fætter fra en fjern fjern galakse.
Zven Balslev

Det ligner mest af alt den amerikanske tegner Ronald D. Crump på dobbelt ration LSD i et Mr. Natural-mareridt om dengang han tog sin første mødom.

For når man som den danske tegner Zven Balslev kalder sine seperatudstillinger for Yoda Salami, Double schwipp-schwapp, Cult Pump – The Purgatory og Show Us Your Slime, så er der et lettere strøg af vanvid over foretagendet.

Hovedpersonen selv er der nu ikke noget skræmmende ved. Han smiler afslappet og tager venligt imod de mange venner og kunstkendere der er blevet tiltrukket hans nyeste påfund, Yoda Salami, hos de hæderkronede kunsttrykkere Permild & Rosengreens lokaler på Frederiksberg.

Originalt formsprog

Zven Balslev er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Han har med sit originale og kontroversielle formsprog været med til at sætte fokus på tegningens rolle i samtidskunsten.

Han arbejder med tegningen og det grafiske udtryk i en rå og upoleret stil – et vildt møde mellem Crump og ligesindedes undergrund og en rablende, sort ekspressionisme.

For Zven Balslev er ikke tilfreds med mainstream. Som i Cult Pump – the Purgatory (Kultpumpen – Skærsilden, red.). Denne serie af collager er lavet af kasserede tegninger – trash – brutalt smidt i skærsilden, det vil sige kunstnerens skuffe. Dér har de afventet ophøjelsen til Den Store Affaldshimmel som var de en helgenkåring.

Intet er helt, hvad det giver sig ud for i Zven Balslevs syrede univers. Det er som at følge den usynlige røde tråd i en tilsyneladende uendelig labyrint, blottet for enhver rationel mening – og dog...

Punk og pladecovers

Hans syrede univers gør indtryk – også udenfor Danmarks grænser. Hans sær­egne teknikker og moderne tilgang til tegningen har ført til separatudstillinger i Berlin og Grenoble, samt til gruppeudstillinger i Rom, Malmö, Glasgow, Marseille, Paris, Stockholm.

En lang række undergrundsmusikere har desuden haft bud efter hans streg. Det er blevet til adskillige pladecoverdesigns.

Zven Balslev er også medlem af det knusende elektroniske postpunk-band Angkor Wrack, opkaldt efter den havkonge, der fratager Prins Valiant hans syngende sværd i den heroiske tegneserie.

I forbindelse med udstillingen Yoda Salami har Zven Balslev udgivet et nyt serigrafisk billedhæfte til Angkor Wracks nye single. Desuden viser han fem nye værker, der er fremstillet under et ophold på et litografisk værksted i Thorshavn på Færøerne.

Så spænd sikkerhedsselerne og tag med din indre rumraket på tur ind i et syret univers, hvor menneskeligheden sejrer over logikken.

Zven Balslev:Yoda Salami. Permild & Rosengreen, Grundtvigsvej 5, Frederiksberg. Til 23. juli.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2011 - 16:05   03. sep. 2012 - 10:41

Billedkunst