To aftener under Copenhagen Jazz Festival gjorde et underligt paradoks tydeligt.

af Peter Schultz Jørgensen

Carsten Dahl & Experience

Krudttønden mandag 4. juli

Fire søgende og findende kammerater forenet i en vedkommende jazz, der fangede én fra de første whiskers som Carsten Dahl slog mod flygelets strenge.

Stemningsfuldt blev der åbnet et rum, som blev fyldt ud i to sæt af kraft og skønhed, der brød med hinanden, så man søgte ud mod stolekanten, for ikke at mistet noget af den musik, der fyldte Krudttønden mandag aften.

Carsten Dahl har efterhånden udgivet en imponerende række på 20 CD'er. Den sidste er Humilitas og er netop med denne gruppe, der også består af bassisten Niels Davidsen på bas, Stefan Pasborg på trommer og Jesper Zeuthen på altsax.

Abrupte kaskader af anslag der tager til i styrke, pumpet af sted af Pasborgs fremragende trommer og Davidsens smukke klangfulde bas.

Jesper Zeuthen har en på én gang karsk og inderligt poetisk tone som få. Indimellem var det som selveste Albert Ayler dukkede op.

I det hele taget var der flere passager, hvor andre af de store, som for eksempel Cecil Taylor og Keith Jarrett, dukkede op på en sjov og hilsende måde.  Indimellem bliver det lavmælt, få svage og smukke farvemættede toner fra strengene.

Carsten Dahl & Experience startede faktisk i 2007. Det er en blanding af fri jazz og kompositioner. Carsten Dahl kalder det selv ”en spirituel, lyrisk og åben musik”. Og han søger en fri og kreativ position, hvor musikken bliver skabt i nuet, når forløb og kompositioner flyder ud af det lille kollektivs instrumenterne.

Det var min første koncert med Carsten Dahl & Experience. Jeg har hørt ham en del gange solo og i andre konstellationer, men det her virkede bedre. Det lød mere rigtigt og gav plads til både det grumme og poetiske. Her er der noget at vokse i.

Krudttønden viste sig at være et fint sted til denne form for jazz. Nogen burde dog give stedet et bedre lydanlæg.

Det var en aften, hvor jazzen var jazz, der tonede frem som en tilstand i øjeblikket, hele tiden i bevægelse og på vej.

Det der gør en gruppe som denne til noget særligt - det der kendetegner de store - er, at man alligevel er med, fordi musikken har en indre logik og en struktur, der gør kollektivet stærkere og improvisationerne med frie og dermed også vigtigere.

Det var slående, at der ikke var mange unge. Faktisk meget få. Det var de ældre der rokkede på stolene. Hvorfor er der ikke flere unge til den slags jazz?

Musikken er jo frisk, søgende, intens og fyldt med nerve. Det er fri musik for pokker. Hvad andet kan unge gribe ud efter, hvis ikke netop det?

At der ikke er meget hype om denne slags musik - er det virkelig det, der gør det?