Mangelen på vitalitet i Charles Lloyd kvartet gjorde koncerten i Copenhagen JazzHouse til en lidt blandet oplevelse.

af Peter Schultz Jørgensen

Charles Lloyd er en af stjernerne – en af de mindre. Han har tenor- og altsax samt tværfløjte som sine foretrukne instrumenter.

De var med i Copenhagen JazzHouse i onsdags sammen med Jason Moran på piano, Reuben Rogers på bas og Eric Harland på trommer.

Charles Lloyd kommer fra Memphis Tennessee, hvor der var et rigt musikalsk miljø. Her spillede han tidligt sammen med bluesfolk som B.B. King og Howling Woolf.

Han har senere spillet sammen med rockmusikere, herunder også Beach Boys. Han har været indover forskellige stilarter og orientalsk musik.

Tilhørerne var forventningsfulde, som det altid er tilfældet, når en af de gamle elefanter kommer til byen. Respekt. Det blev alligevel lidt af en blandet fornøjelse.

fremragende trio

Det siges om Charles Lloyd, at han altid har samlet gode folk omkring sig, men at han ikke selv er særlig god. Aftenen kom til at bekræfte det. Charles Lloyd's kvartet var en fremragende trio.

Når han selv greb sax eller fløjte gik det flere gange i stå. Han spillede italiensk og tog tempoet ud af musikken med sin lavmælte, lidt spage tone og rytmik. Ind imellem blev det ret kedeligt.

Til gengæld var især samspillet mellem Jason Moran og Eric Harland livgivende og tilsat et gran af humor. Moran skabte med ret få toner og en kringlet rytmik noget, der fik trioen til at lette og næste frigøre sig fra Lloyds koncept.

Eric Harland leverede også nogle ret fine soloer, som lovede, at ham skal vi nok komme til at høre mere til.

Og alligevel.

I andet sæt lagde Lloyd noget til i næsten Coltrane-agtige sekvenser. Her dukkede nerven og vitaliteten frem, så det kunne høres og mærkes. Godt for det.

tilbage til tresserne

Charles Lloyd spillede første gang i København i 1966. Dengang inviterede DR jazz-musikere i studiet og sendte optagelserne på TV. Det var her jeg så og hørte Lloyd.

Dér stod han med afrohår. Det var fin musik. Især ham ved flygelet tog ørene. Hvad sker der hér. Det var Keith Jarrett – også med lidt afrohår.

Man kunne ikke undgå at lade et aha falde. Han blev den store stjerne, der kort tid efter fandt sammen med Miles Davis. Jarrett har udgivet et væld af soloplader og ikke mindst med trioen med Jack DeJohnette og Gary Peacock, som spiller i København på lørdag.

Lloyds kvartet endte med at levere en ok ståkoncert på et par timer i et udsolgt Jazzhouse. Det var ikke en aften der blev hængende i en. Ikke alt behøver heller ikke at være fantastisk.

På vej hjem hørte jeg nogle numre fra hans tidligere CD'er. De legendariske med Keith Jarrett som Dream Weaver og Love-In. Tidstypiske og med både samtidens og nutidens ører ikke vildt interessante.

Blandt hans seneste og ret gode CD kan nævnes The Water is Wide, Hyperion with Higgins og Lift every Voice fra 2000–2002 var rigtig gode.

Charles Lloyd Quartet. Copenhagen JazzHouse onsdag 6. juli.