Frilandsmuseet fortsætter også i år successen med Line Knutzons særdeles bramfri fortolkning af Carit Etlars nationalromantiske historie om Gøngehøvdingen.
Krudt, kugler, kanoner, tarme og indvolde flyver rundt om ørene på en lille teatertrup, der føler sig lidt i ingenmandsland. For er Skåne dansk eller svensk?
Truppens leder vil flygte, men det gider hans skuespillere ikke. En har fået en vorte på foden, en anden kan ikke gå en meter længere, og alle er skrupsultne.
Der er dømt alt andet en nationalromantik i Line Knutzons særdeles bramfri genopsætning af Carit Etlars historie om eventyreren Svend Gønge og hans frihedshungrende snaphaners hærgen i Skåne under svenskekrigene i midten af 1600-tallet.
Line Knutzon har valgt den teaterform, der kaldes vaudeviller. De består af små, ofte satitiske sange, som de blev sunget rundt omkring på markedspladserne før i tiden.
Jazzmusikeren Nikolaj Hess har taget sig kærligt af den musikalske side af forestillingen. Den omfatter fabelagtige baroktoner, krydret med hip-hop og elektrisk jazz.
Publikum sidder mellem gårde og huse fra Skåne, Halland og Blekinge, altså netop de områder, der blev tabt under svenskekrigene. Det er nogle af Frilandsmuseets allerældste bygninger.
sommerteater på frilandsmuseet
Det er efterhånden blevet en dejlig tradition, at der spilles gratis, folkelig sommerteater for familier mellem seks og 137 år mellem Frilandsmuseets grønne træer og gamle gårde.
I år er det faktisk jubilæumsår, for det er tiende gang, at Nationalmuseet vover pelsen i det lunefulde danske sommervejr og bruger teater til at formidle viden om fortiden.
Ud over Gøngehøvdingen kan man i år følge cyklens industrielle udvikling. Det sker i forestillingen Kanonfotografen på hjul – Fra væltepeter til røvskubber.
Det er historien om cykelsmeden, hans datter og den unge cykeldandy, der er kanonfotograf. Han er bestilt af smeden til at tage et portræt.
Da de to unges øjne mødes, bliver han smaskforelsket i hende og hun bliver helt vild i varmen med – hans cykel. Det ender med, at hun smider korsettet og blotter sine ben, mens han forsøger at overvinde smedens skepsis ved at bygge den ene vidundercykel efter den anden.
Hamlet – på 30 minutter med dukker er endnu et tilbud, som man skal være lidt vaks for at nå at se, da den spiller sidste gang på næste søndag.
Det er von Hækkenfeldts tarvelige og fallerede dukketeater, direkte fra Paris – eller var det lige udenfor Korsør? – der opfører William Shakespears gamle drama om svig, hævn og galskab i Line Knutzons poetiske, frække og kåde omskrivning.
fornem jubilæumsbog
I anledning af 10-året for Frilandsmuseets brug af teater til historieformidling har museets teaterleder Peter Darger i samarbejde med Nationalmuseet udgivet en jubilæumsbog.
Gøglerhistorier. Ti år med folkelige fortællinger på Frilandsmuseet beretter med glød og entusiasme om tankerne bag og det store arbejde der er lagt gennem de sidste 10 år i teaterforestillingerne.
Bogen indledes med en slags mindeord for Frilandsmuseets grundlægger, Bernhard Olsen (1836-1922), hvis utrættelige og visionære indsats i 1885 førte til, at Dansk Folkemuseum kunne slå dørene op på Vesterbro.
Kort tid efter blev der indrettet et lille hjørne af Kongens Have som et åbent Frilandsmuseum, og i 1901 flyttede museet til sin nuværende beliggenhed i det naturskønne Sorgenfri.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278