Gysets onde øjne

⎙

Tirsdag, 02. august, 2011, 11:27:38

Julias Øjne er en spansk gyserfilm, der rejser ind i et mørke, hvor lyset ikke er for enden af tunnelen.

Er du gyserfan, så se Julias Øjne, fordi instruktøren Guillem Morales formår at få spændingen til at eksplodere gang på gang. Han holder fast og giver kun sjældent en pause.

Los Ojos de Julia

^filmanmeldelse _{af Luise Rütting Schweitz}

Jeg kan bare ikke lide gyserfilm. Jeg har ikke det filter, som kræves for at kunne distancere sig at tænke: det her er kun en film.

Flere uger inden pressevisningen af Julias Øjne bandede jeg derfor mig selv langt væk for at have sagt ja. En regnvåd onsdag morgen var det så endelig blevet tid og jeg hankede mig selv godt op i kraven.

Jeg svingede mellem at ville sætte mig i nærheden af nogen, og at det nok ikke ville blive synderligt værdsat af den ældre radiojournalist fra Vesterbro Lokalradio, hvis jeg pludseligt hoppede op på hendes skød.

Jeg holdt derfor krampagtigt fast i min varme kop te i mit hjørne af salen og forsøgte at få mit tørklæde til at fylde så meget, så jeg kunne gemme mig bag det.

grandios gyser

Julia og hendes søster Sara, begge spillet af Belén Rueda, lider af en arvelig øjensygdom.

Sara bliver blind og findes hængt i sin kælder af søster en og dennes mand Isaac (Lluís Homar).

Selvmord – eller er det? Julia finder hele tiden nye brikker, som indikerer det modsatte, samtidig med at hun langsomt bliver stadig mere blind.

Her vil de internationale anmeldere, som alle er meget erfarne og som måske endda er uddannet til at styrke dem i deres professionelle filter, fortælle en masse om effekter og påvirkninger fra sådan nogen som Hitchcock.

De fortæller også, at plottet ikke holder og at filmen er for lang. At der – inden i de godt 120 minutter filmen varer – er en 90 minutters grandios gyser, som gerne vil ud.

Da jeg ikke ejer det filter, sad jeg og syntes, at det var en grandios gyser, hvis jeg altså blev tvunget til at kunne lide genren. Jeg gispede og hoppede og havde begge hænder foran mit ansigt, så jeg lige kunne skule ud mellem fingrene.

Ind i mellem havde jeg også fingrene i ørene, for jeg fandt ud af, at jeg ikke bliver helt så bange, når jeg ikke har lyden med mig.

De sidste 20 minutter var også lidt mere til at holde ud. De andre mener langtrukken, mens mine mavemuskler sagde tak for at få lov til at slappe lidt mere af.