Sommerens festivals er ved at være over. Der var masser af musik. Rock og meget andet på Roskilde og jazz i alle afskygning under Copenhagen Jazzfestival.
af Peter Schultz Jørgensen
For midt vedkommende sluttede rækken af sommerens musikfestivals i Jazzhouse.
Det var en af de store aftener. Helt store. Pianisten Enrico Piernunzi, flygel spillede sammen med Stefan Pasborg, trommer og Jesper Lundgaard, bas. De er hver især nogle formidable musikere og tilsammen er det bare – musik forløst af et kollektiv.
Det startede lidt låst og famlende. Men et par numre henne løsnede det og blev til en intens oplevelse, hvor vi var med musikerne.
De foldede sig ud, lyttede til hinanden, reagerede og fløj i formation. Det kan man sige om en trio, der har spillet sammen i mange år. Som Keith Jarretts trio, der dagen i forvejen havde givet en koncert i Operaen.
Det interessante er, at Piernunzi, Pasborg og Lundgaard ikke har spillet sammen før. De trådte in på scenen i et fyldt Jazzhous og gik i gang. De fandt sammen i nuet og bevægede det.
Hvad kan man forlange mere? Det svingede, var spændstigt, energifyldt og smukt. Det er netop dér, at jazz kan være så fantastisk. Improviseret og intens.
væk fra det sikre
Om eftermiddagen spillede og sang Nina & Søren Baun with friends i Line-up. Det var rigtig hyggeligt og friskt fra fad. Hun er en sangerinde på vej.
Et par dage inden var det Brad Mehldau på flygel, der spillede sammen med saxofonisten Joshua Redman. Det var interessant, at musikken var skrællet ind til benet.
Det var mere nøgent, når der ikke var den sædvanlige bund med trommer og bas, som får det til at svinge, men som ofte også bare er der for at få resten til at glide ned. Det kan være fint nok, men Mehldau og Redmans satsning var fint.
Melhdau er en blændende pianist, som kan spille noget af det smukkest ligesom Redman også kan. Ind imellem fantastisk, og ind imellem lidt småkedeligt. Det er dejligt at musikerne går væk fra det alt for sikre og satser.
Mehldau har lavet en del cd’er efterhånden. De er OK, men han fungerer, som de gode musikere typisk gør, bedst live.
savner improvisation
Her er lidt af en kontrast til Roskilde Festival, som jeg nåede noget af.
På Roskilde er det hele meget stort og der er tryk på lydanlægget. Men – men – men. Jeg kan godt savne noget af det legende, søgende, det eksperimenterende og nogle jamsession på scenerne.
Jeg savner simpelthen – en del gange men ikke altid – fornemmelsen af, at der er nogle af musikerne, der går i skabelsesmode. Det hele virker meget sikkert.
Ude på pladsen er legen enormt vigtigt. Hvorfor virker musikken så så rutinepræget, som et ritual, alle er med på. Hvor er det improviserede – de lange forløb, hvor der er tid til at bygge op og fange noget?
Jeg fornemmer ikke mange holdninger, trods og trang til forandring i det jeg ører. Og heller ikke det improviserede, som jo er der, det hele kommer fra.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
