Med filmen »Harry Potter og Dødsregalierne del 2« er en æra slut. Men hvad var det egentlig, der kunne tryllebinde en hel verden i et årti? Trine Juhl går tæt på et fænomen.
filmanmeldelse af Trine Juhl
I den uigenkaldeligt sidste Harry Potter film, Harry Potter og Dødsregalierne del 2, afsluttes historien om verdens måske mest elskede troldmand på fineste vis.
Billedmæssigt er filmen flot, og rent manuskriptmæssigt er den strammet op og ind i forhold til de tidligere film. Løse ender samles, og nogle karakterer får en allersidste chance for genoprejsning:
Snape viser sig fra en ganske anden følsom side, Dumbledore derimod viser sig fra en langt mere kynisk side, og Ron får lov at vise sig som andet og mere end Harrys sjove sidekick.
Selv Neville Longbottom får lov at beholde sin allervigtigste dåd, selv om Nevilles historie ellers er ganske udeladt fra filmene.
Der mangler noget
Man fristes til at sige, at når enden er god, er alting godt – for enden er skam god – men de otte film om Harry Potter mangler mange detaljer, nogle passager er omskrevet til ukendelighed, og flere karakterer får først for sent lov til at leve på det store lærred.
Mangen en Potter-fan er gennem årene gået hjem fra biografen med følelsen af, at »noget« manglede. Det er måske muligt at få en fornemmelse af historien om Harry Potter, hvis man udelukkende har set filmene, men helt forstå historien uden at læse bøgerne, er en umulighed.
Ja, en del scener i filmene giver ganske enkelt ikke mening, med mindre man har sin boglige viden med sig ind i biografmørket.
Ti års britisk stolthed
Hvad er det så, der får publikum over hele verden til at strømme til biograferne ved hver eneste Potter-premiere?
For det første er det otte meget flotte film; der er ikke sparet på filmenes budgetter – heller ikke ti år senere.
Hogwarts er præcis som vi har forestillet os, professorerne er præcis som vi har forestillet os, Diagonalstræde, Dudley’erne, Dementorerne, Quidditch, Voldemort og ikke mindst Trekløveret.
Endvidere har de fineste engelske voksenskuespillere været loyale overfor deres roller. Kun én er blevet udskiftet på de sidste ti år, og det skyldtes ganske enkelt et dødsfald.
Det betyder at skuespilspræstationerne er mere end i top, men også at filmene ikke bliver pinlige. Der er stor engelsk stolthed i disse film.
Hertil kommer et væld af børneskuespillere, hvilket har lagt i ovnen til den ene skandale efter den anden, men fordi de er blevet passet godt på, er det, der måske har været af skandaler, aldrig rigtig nået offentligheden.
J.K. Rowlings magi
Men der er også noget andet. En følelse. En evne J.K. Rowling har besiddet til at samle flere generationer om én fortælling.
Filmenes succes hviler i høj grad på bøgernes. I en tid hvor højtlæsning er blevet negligeret, fordi børn og unge har næsten ligeså travlt som deres forældre.
Hvor bøger generelt virker oldnordiske for mange mennesker, har historien om Harry Potter – selv i murstenstykke udgaver – fået forældre og børn og alle dem ind imellem til at sætte sig ned og LÆSE.
Nu er Fantasy-genren generelt ikke en særlig ophøjet genre, men Rowling væver sprog- og kulturvidenskab, klassiske dyder og ganske klassiske problemstillinger sammen med magi og hekse- og troldmandskunst.
Hun formår at ramme noget i tiden, noget ganske udefinerbart. Uanset publikummets alder optages vi alle på Hogwarts sammen med Harry på hans 11-års fødselsdag, vi køber vores tryllestav i Diagonalstræde og vi sorteres i kollegier af en gammel mølædt hat.
Vi har vores daglige gang på Hogwarts, vi er en del af Trekløveret – uanset om det er den modige Harry, den kløgtige Hermione eller den loyale Ron, vi identificerer os med. Eller måske en helt fjerde.
Som et computerspil
Der er noget genkendeligt over opbygningen af historien. Årene på Hogwarts minder i høj grad om et computerspil, hvor hvert år bestået er lig med et nyt level klaret.
Efterhånden som vi langsomt arbejder os igennem hvert skoleår, opnår vi nye skills:vi kan få flere og flere trylleformularer, vi indsamler hjælpemidler som Usynlighedskappen og Røverkortet, mens vi får stadig større indsigt i den magiske verden og Harrys personlige historie.
Vi bliver berørt af den afsluttende kamp mod Lord Voldemort, ikke blot fordi han udgør den endegyldige trussel mod oplysning, venskab og frihed, men også fordi den udkæmpes på Hogwarts, vores allesammens skole, visdommens arne.
Det er svært at se den prægtige troldmandsskole sønderbombet, og det er særligt svært at tage afsked med de tapre, der dør for dens forsvar. Tårer fældes i biografmørke.
Samler generationer
Rundt om i salene sidder mange voksne, for de fleste af os er blevet voksne på de sidste ti år. Men der sidder også voksne, som var voksne for ti år siden, ja der sidder voksne som var rigtig voksne for ti år siden!
Og så sidder der børn, børn der kun lige er gamle nok til at blive optaget på Hogwarts. De børn har ikke været med de sidste ti år – nogle af dem var ikke engang født da første film kom, og slet ikke da første bog blev udgivet. De er samlet op hen ad vejen.
Familier samledes og samles stadig om at læse bøgerne, og de samles en sidste gang for at se filmene – i biografen i hvert fald. For mange er der opstået traditioner omkring Harry Potter, traditioner som vi nu tager afsked med.
Jo, en æra er slut, hvor dramatisk det end måtte lyde. For hvad er sandsynligheden for, at vi igen støder på en historie, der samler hele familier i en periode på ti år og mere?
Vi har ventet på bøgernes udgivelse i fællesskab, vi har debatteret og gættet på historien og skændtes om hvem der skulle have lov at læse bogen først, når den var indkøbt.
Vi har glædet os sammen til at følges ad i biografen og se alle de ting, som vi har oplevet så levende i vores fantasi, virkeliggjort i filmene.
Som Ron så ganske rigtigt siger til Harry i Harry Potter og Dødsregalierne del 1, så er »dette« så meget større end Harry Potter alene.
Harry Potter og Dødsregalierne del 2. Instruktion: David Yates. 118 minutter. Filmen har haft premiere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
