24 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reagan slår ned på flyvelederstrejken - 5. august 1981

Reagan slår ned på flyvelederstrejken - 5. august 1981

Fredag, 05. august, 2011, 10:57:58

Det tog næsten 10 år at normalisere USA’s lufttrafik efter præsident Reagans indgreb i de amerikanske flyvelederes strejkeret.

 

Den 5. august 1981 meddeler USA's præsident Ronald Reagan, at han med øjeblikkelig virkning har fyret 11.345 strejkende flyveledere og andet lufthavnspersonel.

Fyringerne er hans regerings hidtil hårdeste slag imod fagbevægelsen og det vil tage næsten et årti for de amerikanske lufthavne at vende tilbage til normal bemanding.

Den faglige organisation »Professional Air Traffic Controllers Organization«, (PATCO) organiserer USAs statsansatte flyveledere.

De har ved præsidentvalget i 1980 støttet republikanernes kandidat Ronald Reagan imod den siddende præsident Jimmy Carter på grund af et dårligt forhold til den statslige luftfartsstyrelse FAA.

Hvis PATCO's ledelse har troet, at de dermed ville få en allieret i Ronald Reagan, har de imidlertid taget grueligt fejl.

PATCO har hidtil haft held med at presse FAA i faglige kampe med kollektive sygemeldinger eller ved at arbejde helt efter sikkerhedsforskrifterne, hvad der ofte skaber enorme forsinkelser i flytrafikken, men en åben strejke har hidtil været umulig, da det vil være i strid med føderal lovgivning.

Den 3. august erklærer PATCO strejke for næsten 13.000 medlemmer med krav om bedre løn og en 32 timers arbejdsuge, og sætter store dele af flytrafikken i USA i stå.

Præsident Reagan svarer samme dag igen ved at erklære strejken for en »trussel mod den nationale sikkerhed« og beordrer flyvelederne tilbage på jobbet indenfor 48 timer.

Kun 1 ud af 10 af de strejkende går i arbejde, og PATCO afviser at give efter for Reagans pres. Den 5. august gør Reagan alvor af truslen og fyrer samtlige 11.345 strejkende på gråt papir.

Med henvisning til den berygtede Taft-Hartley-lov, der har til formål at stække fagbevægelsen, udelukker Reagan de fyrede fra at søge statslige job i fremtiden.

I oktober bliver PATCO af domstolen frataget sin ret til at organisere offentligt ansatte og organisationen bliver opløst. Den ekstremt hårde linje overfor de strejkende er et hårdt slag for USAs offentligt ansattes muligheder for at føre faglig kamp, og har sidenhen gjort Ronald Reagan til et idol for neoliberalister og andre fagforeningsfjendtlige verden over.

For FAA kommer det til at tage næsten ti år at ansætte og uddanne nye flyveledere til at dække behovet til skade for flysikkerheden. Først i 1993 får de fyrede fra strejken igen lov til at søge arbejde indenfor staten.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. aug. 2011 - 10:57   03. sep. 2012 - 10:59

Historie