Charlie Chaplin fandt inspiration til filmen »Gold Rush« i guld-fundene ved Yukon og de forfærdelige forhold, som guldgraverne levede under.

Den 16. august 1896 gør en lille gruppe rejsende de første fund af udvasket guld ved Bonanza Creek langs den store Yukon-Flod i det nordvestlige Canada.

Det bliver starten på en af de sidste og mest ekstreme såkaldte »gold-rushes«, hvor titusindvis af fattige amerikanere drager af sted i håbet om hurtigt at skabe sig en formue.

Fundet den 16. august bliver gjort nærmest ved en tilfældighed af en lille gruppe rejsende ledet af en indfødt indianer. Han hedder egentlig Keish, men bliver mest kendt under sit kristne navn Skookum Jim Mason.

Skookum Jim er draget ud for at hente sin søster hjem fra en ekspedition op ad Yukon, da han og hans rejsefæller opdager en usædvanlig rig guldåre, der vasker ud i floden.

Gruppen gør efterfølgende krav på jordloddet, hvor fundet er blevet gjort, dog ikke i Skookum Jims navn, da de frygter, at folk ikke vil respektere en indianers krav på land.

Kulde og sult

Nyheden om guldfundet når snart til Alaska og spreder sig derfra videre til resten af USA.

Den amerikanske befolkning har i årevis lidt under en økonomisk recession og stor arbejdsløshed, og udsigten til at kunne blive rig gennem en kort periode med hårdt arbejde lokker mange tusinde fattige amerikanere til at sælge alle deres ejendele og drage til Alaska og derfra videre ind i de frosne ødemarker i Canada.

Turen op langs Yukon er ekstremt hård i de frosne klima, og mange håbefulde guldgravere må opgive projektet længe før de når frem til målet, hvis de da ikke dør af kulde og sult undervejs.

De fleste når dog frem og begynder i huj og hast at opbygge helt nye samfund omkring guldfelterne og langs vejene mod kysten.

I modsætning til andre »gold-rushes« i USA bliver guldgraverbyerne i Canada ikke opslugt af et lovløst kaos med omfattende kriminalitet. Det sørger det berygtede canadiske ridende politi for.

Ikke en dollar

Leveforholdene i byer som Dawson City bliver dog hurtigt ganske forfærdelige, da indbyggertallet vokser med op til det tidobbelte.

Priserne på mad og basale forsyninger skyder i vejret, og mange guldgravere bliver hurtigt ruinerede og må vende hjem fattigere end de ankom.

I dag anslås det, at omkostningerne ved at flytte de mange tusind mennesker og deres udstyr faktisk har været større end værdien af det guld, der bliver udvundet.

Allerede ved udgangen af 1898 er »rushen« i praksis slut og de store mineselskaber opkøber de jordlodder der giver overskud.

De af guldgraverne der overlever strabadserne vender oftest hjem uden at have opsparet så meget som én dollar.

Guldfundene ved Yukon, der somme tider fejlagtigt bliver kaldt »Alaskas Gold Rush«, og de forfærdelige forhold guldgraverne lever under, bliver inspirationen til en lang række bøger og film, hvoraf den mest berømte nok er Charlie Chaplins »Gold Rush« fra 1925.