»Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg« er noget så sjældent som en bog om det ikke-levede liv før døden. Og det er hylende morsomt på en aldeles ufed måde.

Boganmeldelse af Gert Poder

Hun hedder Mathea og har aldrig haft noget med andre mennesker at gøre.

Hun er fortælleren i Kjersti Annesdatter Skomsvolds debutroman Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg, der er noget så sjældent som en hylende morsom bog om at være ensom.

Matheas eneste tilknytning til noget levende er Epsilon. Han er hendes mand, er statistiker og hedder noget andet. En dag dør han uden hende, bare sådan. Så hedder han igen Niels.

Før han døde var Epsilon den eneste, der nogensinde have set på hende,  fas­cineret af, at hun som barn blev ramt af lynet to gange med få sekunders mellemrum – en statistisk umulighed.

Matheas liv er styret af  en lammende mangel på handling. I stedet er det pakket ind i meningsløse sentenser som kun gennem handling vinder livet betydning eller sætninger fra dagens dødsannoncer som sorgen er tung, savnet er stort, men takken er endnu større.

Hvad det så end betyder.

det ulevede liv

Kjersti Annesdatter Skomsvolds debutroman Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg vakte berettiget opsigt ved udgivelsen i 2009 i hjemlandet Norge.

Med humoristiske alvor og en usædvanlig sproglig opfindsomhed borer hun sig ind til det ulevede liv, med psykisk apati og social invaliditet, dag ud og dag ind indespærret i en klam lejlighed. Angst for lydene, naboen, trappen, huset, gaden, ekspedienten, alt og alle.

En dag sker der noget. På den daglige tur til Butikken får hun øje på et par bare ben i et lille skovstykke ved kirkebakken.

»Jeg standser. Dér, i vejkanten et stykke foran mig, står der en mand i lidt for korte bukser. Jeg får en fornemmelse af, at han venter på mig.«

Det er Åge B., som vil vide, hvad klokken er. Den dag vågner noget i Mathea. Der går kuk i timeplanen. Hun køber mærkelige, uforudsete ting og prøver endda at smile til pigen bag disken.

Mathea erkender smerteligt, at hun aldrig har haft noget med andre mennesker at gøre. At hun ikke bare er blevet gammel, men at hun kan dø, før nogen ved, at hun overhovedet har haft sin gang på jorden.

»Jeg har levet længere end alle de trætte lemmer og flittige hænder i dagens dødsannoncer, og må være den der har gjort mindst. Jeg har knap nok været uden for døren, og er det derfor jeg ikke er mæt af dage?, undrer Mathea sig.

Malthea gør op med intetheden. Langsomt løsner den lim, der hidtil har fastklistret vingerne til hendes krop. Som en døgnflue opnår hun et hastigt sus af liv før døden.

morbid realisme

Det lille, men kvalitativt stilsikre danske forlag Republik har udgivet denne sylespidse bog, fyldt med den slags grin, der river i halsen, og flår mellemgulvet op med klaustrofobiske kvælningsfornemmelser.

Så dårligt kan folk ikke have det. Og alligevel kender alle den sære kone på første sal, eller har mødt den duknakkede og uvaskede enlige mand på gaden – selvdøde eksistenser i et fængsel af liv.

Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg er stor romankunst. Karens Fastrups knas­tørre oversættelse fastholder Kjersti Annesdatter Skomsvolds morbide realisme.

Det er en kostelig fortælling om prisen for materiel velfærd uden åndelig fællesskab og andre fælles værdier end – ja, end hvad? Det er ikke spor morsomt.

Kjersti Annesdatter Skomsvold: Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg. 157 sider, 189 kroner. Forlaget Republik.