En ordre fra Nationalforsamlingen forpligter hele den franske befolkning til at tage del i forsvaret af revolutionen.

Den 23. august 1793 proklamerer den franske Nationalforsamling den såkaldte »levée en masse«, en mobilisering af hele befolkningen til kamp imod de invasioner fra andre stormagter der truer med at knuse den franske revolution.

Mobiliseringen er Frankrigs første skridt imod en moderne værnepligt, og virkningen er så voldsom, at mange andre lande snart begynder at kopiere den franske model.

I sommeren 1793 er Frankrig et land hærget af krig. Landet er i fuld gang med at blive invaderet af stort set alle sine naboer samlet i en alliance med det formål at knuse den revolution, som begyndte i sommeren 1789. I tilgift kæmper den franske hær også imod et indre oprør fra kontrarevolutionære monarkister i Vendée-Regionen.

Resterne af Frankrigs professionelle hær er de sidste år blevet forstærket med frivillige revolutionære, og det lykkes dem at holde stand for en tid. Hvis Frankrig skal gøre sig håb om at vinde krigen, må der imidlertid helt andre midler til.

Løsningen bliver en ordre fra Nationalforsamlingen, der forpligter hele den franske befolkning til at tage del i forsvaret af revolutionen, som soldater, politi, agitatorer eller i krigsproduktionen.

Selv om den tvungne militærtjeneste langt fra er populær i befolkningen, lykkes det at skaffe Frankrig over 1.500.000 mænd til krigstjeneste (i praksis bliver det dog kun til 800.000 kampsoldater) – en uhørt stor styrke i et Europa, hvor krig traditionelt har været elitens beskæftigelse.

I 1797 bliver Nationalforsamlingens opråb erstattet af et mere permanent system, der bliver verdens første moderne form for værnepligt.

Det lykkes den store folkehær ikke blot at forsvare Frankrigs grænser men afgørende slå de monarkistiske professionelle hære i flere store slag. I 1802 kan Frankrig fejre triumfen ved fredsslutningen med Storbritannien.