»Merging Grounds« betyder noget i retning af »sammensmeltende felter«. Festivalen i Den Frie Udstillingsbygning sætter fokus på begrebet performance kunst.
af Gert Poder
Performance, event, happening, installation, aktion, pop art, selviscenesættelse...
Det vrimler med begreber og ord som skal beskrive kunstformer, der ikke kan sættes i glas og ramme.
Med festivalen Merging Grounds præsenterer Den Frie Udstillingsbygning 12 fremtrædede performancekunstnere og kunstnergrupper fra indland og udland. De viser hver især værker, som er skabt til udstillingsbygningens unikke rum.
– Det kunne være spændende at undersøge, hvad performance-kunst egentlig er ud fra forskellige vinkler, siger Den Frie Udstillingsbygnings kunstneriske leder, Kirse Junge-Stevnsborg, til Arbejderen.
Derfor er Merging Grounds opdelt i fire rum, der hver især forklarer et aspekt ved performance-kunst.
– Performance er både den proces, der ligger bag en opførelse, og så er det den nødvendige dokumentation, så den får et langt liv, fortsætter Kirse Junge-Stevnsborg.
Især dokumentationen af de flygtige øjeblikke, der som regel er en del af en performance, volder store problemer.
– Det er egentlig også det, vi gerne vil diskutere med denne udstilling, for det mest interessante ved en performance er at være med dér, hvor den bliver skabt, ofte af mange mennesker.
politiske aktioner
Historisk viser det tilbage til de såkaldte happenings, som i 60’erne og 70’erne blev brugt til at protestere mod krigen i Vietnam.
Et eksempel på Merging Grounds er den canadiske kunstner Klara Hobzas genfortælling af beatnik-profeten Abbie Hoffman (1936-89) og hans Yuppie-aktion i 1967.
– De sneg sig ind i New York Børs og smed et par hundrede én-dollar sedler ud fra balkonen. Al handel gik i stå, da de grådige børsmæglere begyndte at rage de små grønne sedler til sig, griner Kirse Junge-Stevnsborg.
– Det er en kommentar til det kapitalistiske samfund, og til hvad penge gør ved samfundet. Performance går altså ind og viser et eller andet helt aktuelt i hverdagslivet, forklarer Kirse Junge-Stevnsborg
Hun gør meget ud af at forklare, at det politiske element i en performance ikke behøver at være skåret ud i pap.
– Det er ofte til stede i form af små symbolske vink, så man får klart mere ud af en performance, hvis man har sat sig ind i de samfundsmæssige eller kunstneriske overvejelser, der ligger bag. Men nogle performances er også en oplevelse af en bestemt måde at se verden på, uden at der behøver at være bestemt politisk.
kunst skal rykke
Ifølge Kirse Junge-Stevnsborg er performance-kunsten især egnet til at nedbryde den traditionelle afstand mellem kunstner, kunstværk og tilskuer.
– Der kan ske noget, som man ikke helt har kontrol over. Der opstår måske et nærvær gennem handlingen, som virker overraskende og spændende, siger hun, og understreger hvor vigtigt det er at give kunsten noget af sig selv.
– Kunst skal kunne noget, der rykker ved vore forestillinger. Ellers er den jo uden betydning. Inde i kunstens rum må man være villig til at følge med og se, hvad der kommer ud af en performance. Det er jo ikke en film, hvor man sætter sig ned og får præsenteret en færdig historie, understreger hun.
Stort set alle deltagerne i Merging Grounds er kvinder, og det overrasker ikke Kirse Junge-Stevnsborg.
– Mange kvindelige kunstnere bruger performence i dag som en måde at udtrykke sig på ved at undersøge grænsen mellem billedkunst, teater, performance og aktioner.
mangfold af medier
Det er sammensmeltningen af alle disse forskellige medier, der har givet festivalen navn. Merging Ground kan oversættes med »trinløs sammensmeltning af felter«, altså en umærkelig bevægelse, der finder frem til en ny virkelighed.
– Det handler om at krydsbefrugte og sammensmelte forskellige faglige områder, forskellige traditioner og måder at gå til performance som kunstform, siger Kirse Junge-Stevnsborg.
– Historisk set har kvindelige kunstnere i 60’erne og 70’erne brugt performance til at undersøge kunsten i hverdagslivet som proces mere end som et produkt. De har ladet sig inspirere af de oplevelser og livssituationer, som de har været i.
Som eksempel fremhæver hun den franske kunstner Gina Pane (1935-1990), der var førende i den såkaldte »Body Art Movement«. Hendes første performance var en protest mod den franske krigsførelse i Vietnam.
– Senere brugte hun sin egen krop til at gøre op med den kvindelige krop som blot en genstand i kunsten, blandt andet ved at skære i sig selv, fortæller Kirse Junge-Stevnsborg.
– Mange kvindelige kunstnere synes det er spændende at undersøge de historiske tendenser, og så tror jeg at de gerne udforsker undersøgende rum, slutter Kirse Junge-Stevnsborg.
Merging Grounds. Den Frie Udstillingsbygning. Til 27. august.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
