I novellen Forpustet fortæller Vibeke Marx om Lasse, der selv må klare tøj og lommepenge, fordi hans mor er på kontant-hjælp og alene med tre børn. Her et uddrag.

Novellen Forpustet er med i bogen »SAVN – Fortællinger om børn og fattigdom« som udkom i maj i år med støtte fra Rådet for Socialt Udsatte.

af forfatter Vibeke Marx

Det er som om, han er konstant forpustet. Fandme aldrig til at nå noget. Og så er cyklen punkteret. Pis! Det koster mindst en halvtredser at få den ordnet. Og Gitte bliver stik sindssyg, når hun opdager, at han har taget hendes. Men det må han ordne i eftermiddag. Lige nu er det aviserne.

Han har en konkurrence med sig selv om, hvor hurtigt han kan gøre det og er ligeglad med, at fingrene bliver kolde. Det er næsten en fordel, for så mærker man ingenting. Og tankerne fræser hurtigere end benene, så han glemmer den postkasse, som er rusten og skærer hul, hvis man ikke passer på. Pis igen! Blodet drypper på avisen og hans næsten nye Converse støvler, som kostede en hel månedsløn.

Hvis det skete for Emil, ville han købe et par nye, men det sker ikke for Emil, og en avistur sker heller ikke for Emil. Emil ligger hjemme under dynen, og hvis han er vågen, tænker han nok ikke på andet, end hvordan han skal bruge børnepengene, for hjemme hos dem er det børnenes penge.

Lasse spurgte engang sin mor, hvornår hun fik børnepenge.

»Dem har jeg lige fået,« svarede hun.

»Skal jeg ikke have nogen af dem, så?«

»De går jo til alt det, vi er bagud med,« svarede hun. »Men hvis du endelig vil vide det, fik Louise regntøj. Det, hun havde, var flere numre for småt.«

Han vidste det jo godt, men somme tider er det til at blive sindssyg af.

…

Han får øje på Alycia med det samme. Hun står sammen med de andre piger. Lasse går hen til Emil og nogle andre.

»Kan jeg låne en tyver?« spørger han.

»O.k., men jeg skal have dem på fredag,« svarer Emil.

»Selvfølgelig.« Han køber en cola og går hen til Alycia.

»Vil du med i biografen i morgen?« spørger hun.

»Ingen penge, sorry.«

»Vil du komme sammen?«

Det var han ikke forberedt på.

»Øh, ja, det kan vi godt.«

»Så hold mig i hånden.«

Han ser sig til alle sider, og pludselig står han med Alycia i hånden.

»Skal vi bare stå her?« spørger hun, og de begynder at gå. En eller anden pifter. Så en til og en til. Lasse vugger lidt længere ned i knæene og mærker, at bukserne er helt rigtige. Han kommer sammen med en pige, og det er fandme i orden. Men samtidig kværner tankerne om det med biografen.

»Hvornår har du egentlig penge?« spørger Alycia.

»På fredag, men jeg skylder cykelsmeden og Emil, og jeg skal også betale for træning.«

»Ok, så giver jeg.«

»Nej, jeg skal nok finde ud af noget »hyggeligste.«

…

»Der er fest hos Katrine på lørdag,« siger hun. »Vi skal give 100 kr. hver, så er der pizza og drinks og det hele. Vi bliver 12.«

»Jeg har ingen penge.«

»Ihh!« Hun stamper i gulvet. »Jeg ved altså ikke, hvor længe jeg kan holde til det her. Katrine får noget af sin kæreste, hver gang de har månedsdag.«

»Jeg er sgu ked af det,« sukker Lasse »men det er ved at være sent, så….«

Han kører rundt i byen en evighed og ender på broen. Prøver at gemme cyklen og glide ned mod tunnelen ad den sti, der er slidt i græsset. Står lidt i mørket og kan lugte en smøg et eller andet sted. Lidt senere kommer der en knallert forbi.

Han tænker på, hvordan det mon føles at tage fat i et andet menneske. Måske er det i virkeligheden ikke noget særligt. Måske har Mike ret i, at gamle damer bare skriger lidt og hæver nogle flere penge dagen efter.

I det samme hører han skridt inde i tunnelen. Han begynder at svede, da han får øje på det grå hår. Og hvad er det for en lyd? Hun synger sgu. Når hun er så glad, kan det ikke betyde ret meget at miste et par hundrede.