Nederlaget bliver begyndelsen på enden for den overklasse af krigere, der har siddet tungt på den politiske og økonomiske magt overalt i middelalderens Europa.

Den 26. august 1346 mødes to store hære i slag ved Crécy i det nordlige Frankrig. Slaget regnes af historikere som begyndelsen på enden for den overklasse af krigere, der har siddet tungt på den politiske og økonomiske magt overalt i middelalderens Europa: Ridderne.

Siden 1337 har der været krig imellem to af Europas mægtigste kongehuse, en krig der (med afbrydelser) kommer til at vare helt frem til 1453, og i dag kendes som Hundredeårskrigen.

Selvom mange i dag beskriver krigen som en national konflikt mellem England og Frankrig, så er det faktisk en typisk feudal krig mellem to kongehuse, det overvejende engelske Plantagenet og det franske Valois, om retten til at bestemme, hvem der skal arve Frankrigs trone.

Slaget ved Crécy bliver det første store slag på åben mark i krigen, der hidtil ellers mest har været udkæmpet på havet. Den engelske konge Edward III har invaderet den franske kong Fillip V’s lande med en stor hær på mange tusinde mand.

Usædvanligt for den tid består størstedelen af Edwards hær ikke af adelige riddere til hest og iklædt tunge rustninger, men derimod af frie bønder og borgere der er udkommanderet til krigstjeneste og får deres løn direkte af kongen, en primitiv form for værnepligt. Deres vigtigste våben er den frygtede langbue, et våben englænderne har lært at bruge i deres krige imod Wales.

Ved Crécy mødes Edwards 9000 bueskytter og andre fodfolk af en næsten fire gange så stor fransk hær, der på klassisk vis ledes af tusindvis af adelige riddere til hest støttet af professionelle lejesoldater, der er kommet fra hele Europa for at tjene på krigen mellem de to mægtige konger.

Slaget ved Crécy bliver et sandt blodbad for de franske riddere. De engelske langbueskytter sender byge efter byge af dødbringende pile ind over de 35.000 franske krigere, hver gang de forsøger at nærme sig. Flere end 1500 tungt pansrede ryttere og tusindvis af lejesoldater bliver dræbt og kong Fillip selv bliver såret, mens Edwards hærs tab »kun« kan tælles i hundreder.

Selv om det langt fra er første gang, at middelalderens glorværdige riddere lider nederlag til almindelige fodfolk, så er katastrofen ved Crécy så voldsom, at mange historikere i dag ser den som et symbol på det skifte i magtforholdene, der er ved at finde sted.

I løbet af de næste 200 år forsvinder adelsmændene gradvist fra krigens frontlinjer og afløses i stedet af professionelle hære under direkte kommando af konger og fyrster. Middelalderens feudale system er ved at vige pladsen for de moderne tider.