Kirsten Folke Harrits har med sine utroligt smukke fotografier bidraget til et smukt minde om en svunden men vigtig periode i arbejderklassens historie. Hendes fotos er nogle gange så smukke, at man let glemmer, det er en arbejdsplads.
Boganmeldelse af Bjarne Nielsen
I 2008 blev Aarhus-bryggeriet Ceres, grundlagt i 1856, lukket. Gennem de sidste tre måneder af bryggeriets historie gennemfotograferede historikeren Kirsten Folke Harrits produktionen, hvilket der er kommet en på alle måder fremragende og smuk bog ud af.
Mere end 2000 fotografier blev det til, hvoraf bogen på smukkeste vis gengiver 162, opdelt i 19 temaer. Fotografierne er i såvel farve som sort/hvid.
Adskillelser, er titlen på bogen, med undertitlen Ceres – et bryggeri forsvinder. Bogen viser, hvordan endnu en af de store århusianske industrivirksomheder afvikles. En uigentagelig historie og arbejdskultur dokumenteres her i fotografier og små beretninger fra arbejderne.
»Arbejdspladser forsvinder, mens industriens epoke går mod sin slutning«, skriver forfatteren. Og arbejderklassen omformes, kunne man tilføje.
Røvhullerne
Kirsten Folke Harrits har fotograferet »morgen, middag og aften, i solskin og skyet vejr, men ikke om natten«. Natholdet blev forbigået, hvilket hun beklager.
Billederne er udvalgt i samarbejde med en gruppe af arbejdere fra ølkammen og gærkælderen, tapperiet, bryghuset og lageret, således at vi i bogen kan følge de forskellige produktionsprocesser, hvilket er yderst interessant også for udenforstående.
Da fællestillidsmanden havde fortalt kollegaerne om lukningen, var den overordnede holdning »Gør din pligt - kræv din ret«, så »efterlader vi på den måde ledelsen, og hvem der nu ellers er, der er ansvarlig for det her, som værende røvhullerne«.
Ved præsentationen af kendsgerningen blev »nogle rigtig stærke lige til at starte med, andre faldt fuldstændigt igennem, og så var der dem, der blev næsten apatiske… lykken ved det var, at de tog hånd om hinanden«.
Smukt minde
Kirsten Folke Harrits har med sine utroligt smukke fotografier bidraget til et smukt minde om en svunden men vigtig periode i arbejderklassens historie.
Hendes fotos er nogle gange så smukke, at man let glemmer, det er en arbejdsplads, der også bestod af modsætninger og store såvel som små udtryk for divergerende klasseinteresser; men så virker de mange citater fra de ansatte som en husker, hvilket fungerer fint.
Eksempelvis siger en: »Jo mere splittede vi var, jo bedre stod de. Vi skulle ikke have for stort et sammenhold. Men det lykkedes ikke for dem«. Eller »vi blev truet somme tider nede i kælderen, at hvis vi ikke gik i gang, så måtte de flytte produktionen til et andet sted: ‘Så flytter vi til Polen’«.
I forbindelse med bogprojektet blev der ikke fundet penge til det planlagte livshistoriske fortælleprojekt, hvilket både forfatteren og undertegnede er kede af.
Adskillelser er den anden i en trilogi om aarhusianske arbejdspladser, der forsvinder. Den første i serien var Dokken, der handlede om Århus Flydedok. Den sidste vil omhandle Århus Godsbanegård.
Kirsten Folke Harrits: Adskillelser. Ceres - et bryggeri forsvinder. 175 sider rigt illustreret. 300 kroner. Forlaget Sohn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278