Teksterne er danske. Melodierne dufter af Bagdad, Buenos Aires og Hvidovrevej. Det emmer af venlighed, tolerance, fællesskab og indignerede politiske holdninger mod krig, uret og fremmedfrygt. Vi har mødt Maria Kynne og orkestret Kynnes Kabale.
Snakken gik livligt på den stille villavej i Valby i København, dagen efter at underlige og skæve toner havde fyldt gadebilledet.
Forklaringen var, at sangerinden Maria Kynne i nummer 35 havde holdt 40–års fødselsdag i et stort, hvidt telt i baghaven. Hun havde inviteret sin musikalske makker, makedoneren Bjonko Stosic og hans hotte Balkan-band, Copenhagen Chalgija, til at spille op ud på natten for fuld klarinet.
Jeg ved det. Jeg bor lige overfor. Bag hækken. Jeg hørte det. Men at der boede et musikalsk kraftcenter lige på den anden side af den hullede asfalt, blev jeg først opmærksom på et halvt års tid efter, da min kæreste begejstret kom ind ad døren med en cd, hun tilfældigvis havde fået af Maria Kynne.
Cd’en hedder ganske enkelt »Hvidovrevej« og er fra marts. Orkestret hedder Kynnes Kabale.
De har lige spillet på Skagen Festival. Senest er deres sang »Hvidovrevej« sluppet gennem juryens nåleøje i World Music Denmark og har fået plads på WMD’s export compelation-cd, der sendes til festivaler, pladeselskaber, presse og spillesteder over hele verden. Cd’en indeholder et udvalg af dansk verdensmusik anno 2011.
Han kan jo mærke det
Cd’en i afspilleren. Volumen op. Tre sekunder hurtigere end jeg, sprang min søn på knap to år ud på parketgulvet og forsøgte at følge med i de skæve taktarter og den harmoniske mol i »Hvidovrevej«. Han må jo kunne mærke det....
Det var ikke til at komme uden om. Dén musik og dé musikere måtte Arbejderens læsere simpelthen møde! Til helvede med beskyldninger om naboskabs-nepotisme.
»En–to–en–to–tre...«
Maria Kynne sætter gang i nummeret, »En sang fra de varme lande«.
Omkring hende i det lune køkken i Valby, København, sidder bassisten Anders Heidelbach, Fuat Talay, der stemmer sit tyrkiske strengeinstrument saz’en, Bjonko Stosic, der puster sin klarinet varm, og Saer El-Jaichi, der knipser fingrene mod skindet på sin arabiske håndtromme, darbukaen.
Guitaristen Jesper Nordal er allerede klar til at spille.
Maria Kynne, der er udannet på Rytmisk Musikkonservatorium, fylder køkkenet med sin varme, høje stemme. Omkring hendes lyder tyrkiske klange, arabiske trommeslag og balkanklarinet, som var vi i alle verdensdele på en gang.
Kynnes Kabale blev stiftet i september 2009 af Maria Kynne, der til daglig er musiklærer på Slagelse Musikskole. Orkestret rummer fire nationaliteter og et utal af musikalske traditioner og kulturelle afsæt.
Styrken ligger i at stå sammen
På orkestrets hjemmeside står der, at »Kynnes Kabale er musik med holdning. Det er historien om styrken i at stå sammen i al vores frodige forskellighed. Det handler om mangfoldighed og sammenhold. Om, at helheden er større end summen af de enkelte dele«.
Indholdet i en af teksterne på cd’en »Hvidovrevej« rummer i sin essens mange af de ord. Her lyder det i omkvædet i sangen »Et flosset Postulat?«
»Jeg er god nok
Det er vigtigt det jeg gør
det gi'r mening
og det gør at nogen tør
At mærke efter og gøre tankerækken lang
så nyt kan blomstre
det' det der sker når man spejler sig i en sang«
Og sangen slutter:
men der er noget galt i Danmark
Jeg pudser brillen og gør klar til kamp
Jeg vil ha' stoltheden tilbage og respekten på plads igen«
Maria Kynne står for både lyrik og melodi. Hun forklarer om baggrunden for sangen:
– Jeg er simpelthen så træt af den kulturpolitiske holdning til det at skabe noget. Til dét at være kunstner. Det er som om, det er uvæsentligt for samfundet at have kultur, så man skærer i skolens kunstfag og musik, for i stedet at opføre store opera- og skuespilhuse. Desuden er dagpengesystemet ændret, så mange kunstnere kommer i klemme, ikke lader dem i fred til at skabe deres kunst, siger hun indigneret.
Tekster og musik afspejler samtiden
På køkkenbordet står morgenbrød, kaffekopper og vandglas til orkestret. Udenfor er der tilsyneladende et midlertidigt stop for de næsten daglige sommerbyger.
– Teksterne og musikken afspejler samtiden. Jeg håber det træner lytterens hjertemuskel og sanser og bidrager forhåbentlig til, at folk kan genkende deres følelser, siger Maria Kynne, der også synger bulgarsk folkemusik i Vokalselskabet Glas.
Men politiske sange med indignation og holdninger til krig, fred, sult og en bedre fremtid… nogle siger, det er håbløst umoderne?
– Ja, det er protestsange. Der er behov for protest. Nogle vil kalde mig en drømmer.
I en af teksterne står der, »Kald mig bare drømmer – for min drøm er stor?« Hvad mener du?
– Ja, jeg er drømmer, men ikke dagdrømmer. Jeg vil være med til at gøre verden til et bedre sted at være.
Hun og de andre i orkestret er trætte af, at al musik og kultur bliver sat i bås – verdensmusik, folkemusik og så videre. De går ind for at sprænge rammerne.
– Vi er interesseret i at møde publikum på forskellige platforme. Vi skal ud af koncertsalene og ind i dagligstuerne, på arbejdspladserne, til møderne og sprede budskabet, siger hun og tilføjer, at orkestret har en svaghed for de små spillesteder.
Teksterne i Kynnes Kabale afspejler, at orkestret er grundigt træt af tonen i den såkaldte integrationsdebat om flygtninge og indvandrere. Maria Kynne ryster opgivende på hovedet:
Integrationsdebatten er kun monologer
– Der er ingen debat. Kun monolog. Medierne fyrer så meget lort af, og folk labber det desværre i sig. Pia Kjærsgaard får masser af taletid, og folk sidder bare ved kaffebordet og sluger usandhederne.
Bjonko Stosic der stammer fra Makedonien, i det sydlige eks-Jugoslavien, lægger sin klarinet på knæene
– Journalisterne – undskyld mig – giver uvidenheden og frygten lov til at blomstre, siger musikeren, der har spillet sammen med den legendariske Nika-familie i orkestret Cardak, hvor han var kapelmester og spillede i hele Nordeuropa, før han blev gammel nok til at køre bil.
I dag er han ansat i Københavns Lufthavn, hvor han arbejder som passageragent. Han bor i Gladsaxe med sin kone, Eva, og deres datter.
Trommeslageren Saer El-Jaichi, der er palæstinenser og født i Libanon, lader fingerspidserne køre let hen over det spændstige skind på den krukkeformede tromme, der ligger på låret.
– Jeg tror ikke, at man skal se Dansk Folkepartis vulgære angreb helt enkeltstående. Der er en kollektiv tendens i det politiske system – helt inde i centrum, ud mod dele af den venstre side og blandt medierne – om, at skærpe tonen, siger palæstinenseren, der har en ph.d.-stilling på Københavns universitet i Islamisk filosofi.
Han kom til Danmark som barn og er vokset op i Odense, hvor han lærte at spille darbuka-trommen hos en syrisk musiklærer.
– Her i landet vurderer man andre kulturer ud fra ens egen kultur. Det er som om, der er en helt klar opskrift på, hvad der er europæisk kultur. Det afspejler sig i synet på, hvordan vi ser andre landes kultur og traditioner. Tag for eksempel kvinderne i Afghanistan, som vi så gerne vil have frigjort. Men det hele bunder i kapitalismens opretholdelse af race- og kønshierakier, siger han.
Maria Kynne bryder inspireret ind.
– Det undrer mig simpelthen så meget, at vi ikke kan leve fredeligt sammen i vores, ja, multikulturelle samfund. Vi har så meget til fælles. Jeg oplever det positive i at møde andre kulturer, der er anderledes end min. Jeg er kommet styrket ud af det, siger sangeren, der også laver musikalske integrationsarrangementer for kvinder i DK.
Hun tilføjer, at hun »bliver rasende«, når hun ser folk skifte fortorv, fordi der kommer en somalisk kvinde med tørklæde forbi.
– Men jeg bliver lige så vred, når jeg bliver afvist fordi jeg er dansk, tilføjer hun.
Min kulturarv kan være i en Gajol-æske
Bassisten Anders Heidelbach, til daglig bassist i rockbandet Zididada, har eftertænksomt lyttet med. Han bringer begrebet »multikulturel« over i spørgsmålet om kulturarv.
– Min egen kulturarv i barndommen kan være i en Gajol-æske. Den begrænser sig til nationalmelodien og James Last, spillet på en spolebåndoptager, siger han og smiler.
Han er fra Holbæk, uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium og underviser på Den Rytmiske Højskole.
Maria Kynne griner, men bryder så ind og understreger en pointe.
– Men jeg føler det naturligt, at skrive teksterne på dansk. Mange kan genkende sig selv i dem, de nikker genkendende til egen tradition. De får måske fortalt deres historie, siger hun.
Hele Kabalen føler, at samfundet burde møde fremmede kulturer med den samme åbenhed, venlighed, rummelighed, som de selv har mødt i Kynnes Kabale.
Saer El–Jaichi tager ordet.
– Ja, jeg opdagede, hvor begrænset jeg egentlig var musikalsk, så snart jeg trådte ind i lokalet til dette orkester første gang. Musikken er mere rummelig, end hver enkelt person kan frembringe. De vante rammer blev fjernet. Der var en del taktarter, jeg skulle lære at kende. Jeg føler, jeg kan mere nu, siger han.
– Jeg bliver fantastisk inspireret af orkestret. Jeg inspireres af, at de andres spil er anderledes i forhold til, hvad jeg er vant til. Jeg udvikler mig, siger Bjonko Stosic.
Jesper Nordal sekunderer.
– I det her orkester er der en særlig balance mellem stolthed og glæde over sine egne færdigheder, og en interesse i andre inspirationer, siger guitaristen, der bor på Østerbro, er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium og underviser på Musikhøjskolen på Frederiksberg.
Fuat Talay stammer fra Tyrkiet, spiller saz, langhalset lut, har spillet anatolsk folkemusik fra barnsben, er musiklærer og klubassistent i Brønshøj, hvor han spiller rock med børn. Han opsummerer stille.
– Kabalen, som vi kalder orkestret, er for mig, hvad demokrati egentlig handler om. Der er en god demokratisk forståelse. Vi hører hinanden, vi respekterer hinanden. Vi spiller virkelig sammen. Det er meget menneskeligt, siger han.
Næste koncert: Kulturstationen Vanløse den 5. november 2011 kl.20.30
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
