Der er ingen slinger i valsen, hvis man spørger formanden for de danske artister, Lena Brostrøm Dideriksen, om hendes ønsker til den næste regering. Svaret er tillid. kulturpolitik

Jeg synes det ville være smukt, hvis man kunne se tingene igennem fordomsfrit. Lena Brostrøm Dideriksen

Der er både højt op og højt til loftet i Dansk Artist Forbunds lokaler på Christianshavn med udsigt til Nikolajs snoede spir.

Der er heller ikke noget særligt kringlet ved de ønsker, som Lena Brostrøm Dideriksen formulerer på sine medlemmers vegne. Bare i tilfælde af, at kulturministeren tog turen op af de mange trapper og lagde ører til.

Hun er formand for de cirka 1500 musikere, dansere, cirkusartister og entertainere, der har gjort det til deres levebrød at gøre alle os andre lidt gladere og lidt klogere gennem deres kunst.

– For det allerførste ønsker vi  os en statsanerkendt artistuddannelse ligesom der findes mange steder i udlandet, lyder det håndfast fra Lena Brostrøm Dideriksen til Arbejderen.

Faktisk er der noget under opsejling. Ikke i statens regi, men derimod i et samarbejde mellem forskellige institutioner og Københavns Kommune.

– Der sidder nogle mennesker, som godt kan forestille sig en forsøgsordning, lyder det optimistisk fra artistformanden.

Optimisme og tillid er i det hele taget nøgleord i enhver samtale med hende.

– Vi skal væk med mistroen. Der skal skabes en meget bedre dialog mellem de forskellige ministerier og så os, der arbejder i marken, er hendes glade budskab.

Ophavsretten

Så er der lige det med ophavsretten. Den er nummer to på ønskesedlen, hvis landets næste kulturminister skulle tage sig sammen til at vade de fire etager op og spørge efter en ønskeseddel.

– Tag nu ophavsretten alvorlig. Der bliver bejlet til vore rettigheder på rigtig mange måder, for eksempel på nettet. Dér ved alle jo, hvor nemt det er at piratkopiere, selv om loven siger, at det må du ikke.

Lena Brostrøm har strøget det lyse i stemmen. Hun undrer sig over politikernes manglende opbakning på dét punkt.

– Som når Venstre misbruger et foto i deres valgpropaganda og en minister stiller sig op lidt skælmsk og siger: »Der er ikke ophavsret på politik«. Det er jo at latterliggøre tingene, lyder det spidst fra Lena Brostrøm Dideriksen.

Hun efterlyser lidt civilkurage fra politikerne, som efter hendes mening bør stå frem og fortælle folk, at det her med ophavsretten altså betyder noget for kunstnerne og skal tages alvorligt.

– Det at man offentligt stiller sig frem og siger: »Hold op med det«, er med til at sprede budskabet om at det ikke bare er allemands ret til at kopiere.

Et arbejdsmarked for frie fugle

Hendes tredje ønske drejer sig om de vilkår som både hendes medlemmer men også rigtig mange andre »frie fugle« møder på arbejdsmarkedet.

– Der burde være en grundlæggende oprydning i hele arbejdsmarkedssystemet – en meget moderne oprydning, der ikke handler om at vi skal spare penge, men at vi ser rigtig langsigtet på det her, siger Lena Brostrøm Dideriksen.

Hendes pointe er, at det ikke kun er hendes medlemmer, der møder et system, der tilhører en anden tidsalder.

– De frie fugle omfatter jo alle mulige mennesker inden for de kreative fag, og som springer fra sten til sten, fra opgave til opgave. Så opgaven må være hvordan vi kan gøre det bedre.

For ifølge hende skal der selvfølgelig være styr på, når folk modtager statens penge, men at det bare ikke er sagen her.

– Man har lavet nogle systemer for systemernes skyld. Jeg tror ikke, at de mange stramninger og krav har gjort medarbejderne i jobcentrene bedre til at rådgive folk om, hvordan de kommer i arbejde, konstaterer Lena Brostrøm Dideriksen tørt.

– Jeg synes det ville være smukt, hvis man kunne se tingene igennem fordomsfrit. Vi taler slet ikke om at nu skal vi have de gode gamle tider tilbage. Tværtimod. Vi vil gerne have nogle fremadrettede, progressive tanker og systemer, smiler hun.

Kultur og valgkamp

Hvis hun skal dryppe lidt malurt i bægeret, så er det politikernes manglende interesse for kulturen i valgkampen.

– Med mindre man hiver en kanin op af hatten, så betyder den intet i valgkampen. Hvis kunsten ikke lige bliver hæftet op på noget andet, så bliver den ikke betragtet som vigtig. Men samfundets forhold til kunst og kultur er jo lige så vigtig som spørgsmålet om økonomi og vækst, slutter Lena Brostrøm Dideriksen.

Og ser ud som om hun overvejer sandsynligheden for, at kulturministeren rent faktisk kom forbi.