Anker Jørgensen overlader roret til de konservatives Poul Schlüter, der stiller sig i spidsen for den såkaldte firkløverregering.

Den 10. september 1982 overlader den danske statsminister Anker Jørgensen posten som regeringsleder til den konservative Poul Schlüter. Det bliver starten på næsten 11 års borgerligt styre.

Anker Jørgensen overtager i oktober 1972 meget overraskende statsministerposten fra Jens Otto Krag dagen efter afstemningen om Danmarks tilslutning til EF.

Til trods for, at Anker ingen ministererfaring har, og af de fleste bliver set som et lidt ubeskrevet blad på Christiansborg, kommer han til at sidde på posten i sammenlagt otte år fra 1972 - 73 og igen fra 1975 - 82.

Ankers første periode bliver dels markeret af den verdensomspændende krise, dels af Socialdemokratiets  forsøg på at forene et kapitalistisk system med varetagelse af arbejderklassens interesser. Planen bliver kendt som »Økonomisk Demokrati« (ØD) og har til formål gradvist at gøre arbejderne til medejere af de virksomheder, hvor de arbejder.

ØD bliver fra starten mødt med voldsom modstand fra både venstrefløjen og den borgerlige lejr, og da Anker Jørgensens regering falder ved jordskredsvalget i 1973 bliver forslaget skubbet i baggrunden og aldrig genfremsat.

Efter nogle års usikkert borgerligt styre under Poul Hartling fra Venstre er Anker tilbage i sadlen i 1975 og sidder i spidsen for en række mindretalsregeringer frem til 1978.

Denne periode bliver præget af en kraftig højredrejning af Socialdemokratiet, der gradvist mister mere og mere af sin tidligere støtte fra fagbevægelsen og den arbejderklasse, som partiet hævder at repræsentere. Denne udvikling når et foreløbigt højdepunkt i 1978 - 79, da Anker allierer sig med partiet Venstre og danner Danmarks hidtil eneste SV-regering.

 Tabet af opbakning og den fortsatte økonomiske krise slider til sidst så meget på Anker og hans skiftende regeringer, at han den 10. september 1982 overlader roret til de konservatives Poul Schlüter, der stiller sig i spidsen for den såkaldte firkløverregering.

I Socialdemokratiet føler man sig sikre på, at den splittede borgerlige regering kun vil kunne beholde magten i kort tid, men det bliver til mere end 10 år. Selv om Schlüter-regeringens reaktionære politik gang på gang formår at mobilisere den brede befolkning og fagbevægelsen til aktiv kamp imod regeringen, fortsætter Socialdemokratiets højredrejning.

Da Schlüter endelig, i kølvandet på Tamil-sagen og nederlaget ved EU-afstemningen i 1992, smider håndklædet i ringen den 25. januar 1993 bliver det en helt anden slags socialdemokrat, der samler et flertal bag sig: Poul Nyrup Rasmussen.