Kærlighed og penge brager sammen i et kollektivt latterbrøl, når Søren Sætter-Larsen personificerer den sygelige gerrighed i Skuespilhuset.

"Jeg kræver hele menneskeheden hængt. Og hvis jeg ikke får mine penge, så hænger jeg mig selv!" Med urkomisk præcision udleverer og afklæder Søren Sætter-Larsen sin figur, så der ikke er et øje tørt. Her har han slået kloen i den underskønne Mariane, som han forfængeligt forsøger at forføre med smiger.

Natascha Thiara Rydvald

Teateranmeldelse

af Gert Poder

Gammel og grå, dårligt til bens, tjavset hår, fedtet skjorte, slidte bukser. Den gode gnier Harpagon (Søren Sætter-Lassen) er sandt at sige ingen skønhedsåbenbaring.

Til gengæld er han stinkende rig. Denne ærke-kapitalist suger penge til sig som en blæksprutte, og flår skamløst de fattige som en alfons.

For ham er penge ikke døde værdier. De er selve livets salt – hans altfortærende kærlighed, og hans pengekasse er hans lille skat.

Det Kongelige Teaters Skuespilhus fortsætter hvor man slap i foråret med Misantropen, anmeldt i Arbejderen den 29. januar i år.

Instruktøren Thomas Bendixen har atter kastet sig over den franske komikerkonge, Molière (1622-73). Denne gang er det hans populære maskekomedie Den Gerrige. Den er skrevet i 1668, men er så aktuel som var den fra i går.

Grænseløs gerrighed

Med dødbringende præcision vender stykket vrangen ud på Harpagons asociale knæfald for ussel mammon og hans absurde forfængelighed. Lige så nådesløst spidder det den bevidstløse leflen, der uundgåeligt omgiver enhver med rigdom og magt.

Måske er Harpagon slet ikke noget dårligt menneske, men hans sygelige higen efter at samle gods og guld gør ham til et monster, der piner og plager sine omgivelser.

Om det så er husets heste, så står de halvdøde i stalden af sult, selv om husets altmuligmand – kok, kusk, tjener, stuepige Mester Jacques (Steen Stig Lommer) deler sin sparsomme madration med dem.

Denne gnier er også aldeles ligeglad med de to forbavsende respektfulde børn, sønnen Cléante (Anders Juul) og datteren Élise (Özlem Saglanmak). De holder efter bedste evne sammen på familien efter moderens død, selv om faderens nærighed driver dem til vanvid.

Hans gerrighed er grænseløs. Datteren har han foræret den langt ældre Grev Anselme (Henrik Jandorf) – uden at skulle betale medgift, forstås. Den forventer han til gengæld at få i rigt mål, når han gifter sig med den purunge Mariane (Sicilia Gadborg Høegh).

Men den gamle idiots lumske planer forstyrres. Ind træder kærligheden – denne forunderlige følelse, der fylder hjertet med lys og kvæler sindets ondskab.

De to plagede børn har begge forelsket sig hovedkulds, han længe før faderen i den underskønne Mariane, hun i Valére (Nicolai Jandorf Klok), husets ret smarte hushovmester.

Godt hjulpet på vej af Kirsten Giftekniven Frosine (Bodil Jørgensen) og sønnens trofaste ven La Flêche (Peter Oliver Hansen) sejrer kærligheden naturligvis til sidst, og alle får den eller de, de elsker højest.

Teatertradition

Den Gerrige går langt tilbage i dansk teaterhistorie. Denne opførelse er nummer 204 i rækken, og det var det første stykke, der blev opført på Det Kongelige Teaters forløber, Skuepladsen i Lille Grønnegade (Ny Adelgade), i 1722.

Stykket er en karakterkomedie, skrevet i den italienske Comedia dell’ Arte-tradition som vi kender den fra Tivolis Pantomime-scene.

Som dramatisk metode forstørrer den en kendt last eller menneskelig besættelse til det absurde og ender med at udlevere den til beskuerens spot og spe. For kun mennesket kan grine og har humor blandt dyrene.

Derfor kan Molières stykke om en tidløs last stort set uden forandringer både more og moralsk røre ved et moderne publikum. For inderst inde ved vi godt, at selv om det vi griner af, altid er naboen, så har vi også selv en rem af huden med vore mere eller mindre tåbelige svagheder og skrøbelige dyder.

I en stram men rummelig scenografi viser Det Kongelige Teater igen-igen, at det kan sin Molière. Den Gerrige er slå-på-lårene-komik på den fede måde, men med alvor bag løjerne.

Søren Sætter-Lassen overspiller sin figur så meget, at det bliver en kunst i sig selv. Bodil Jørgensen, Steen Stig Lommer og Anders Hove som Politikommissæren leverer lavkomik af høj klasse. De øvrige holder talentfuldt og solidt sammen på stykket, så det arme puklikum kan få vejret mellem latterbrølene.

Det er ekstremt velspillet, sindssygt morsomt og et levende bevis på den gamle sandhed: At teater skal altid ses i teatret.

Molière: Den Gerrige.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset. Instruktør: Thomas Bendixen.

Til 21. november.