Fotografen Marianne Grøndahl skildrer gennem en række portrætter i sort/hvid folk i periferien af samfundet.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
I bogen Udstødt har fotografen Marianne Grøndahl portrætteret en række hjemløse og udstødte borgere med fokus på deres værdighed og stolthed frem for deres ydre vilkår.
Det har resulteret i en utrolig smuk fotobog, hvor alle portrætterne er i sort/ hvid, som de skal være for at virke optimalt.
Grøndahl interesserer sig for folk, der befinder sig i periferien. Da hun i forbindelse med en udstilling på Museet for Fotokunst på Brandts i Odense kom i kontakt med nogle hjemløse fra Varmestuen overfor Brandts, besluttede hun sig for at lave en bog om dem.
I 20 gange 10 dage har hun boet i Odense, hvor hun har fotograferet hjemløse, alkoholikere, stiknarkomaner og prostituerede. Hun har færdes mellem dem. Talt med dem og hørt deres historie med respekt og indlevelse og blev deres ven og fortrolige.
Bogen består udelukkende af portrætter. Der er ingen kanyler, intet beskidt inventar, ingen usle omgivelser. Det er ikke nedværdigelse og ynkeligheden, Grøndahl interesser sig for, det er menneskets indre, dets psyke og væsen.
Hun er hele tiden på udkig efter de spor af værdighed og stolthed, der er i ethvert menneske, uanset hvor hårdt tilværelsen har været ved en.
I forbindelse med hendes samtaler med de portrætterede har Grøndahl skrevet deres udsagn ned, og små tekstbidder ledsager en del af billederne. Episoder fra deres fortid eller nutid eller betragtninger over det liv, der er blevet dem til del. Yderst gribende læsning.
Grøndahl er uddannet reklamefotograf i 1957, men har arbejdet som freelance-fotograf siden 70’erne. Blandt hendes omkring 20 værker kan nævnes Tidsrum, På tværs af Tiden, Mutter Courage og hendes børn, ‘Skurvogne, De oversete samt Det danske folkestyre.
Hun har fortjent modtaget en række priser for dem – senest Palle Fogtdals hæderspris 2010.
Forfatteren Naja Marie Aidt har skrevet et smuk forord om at »bevæge sig ud og ind af virkeligheden, fra plan til plan, op og ned«:
»Vi bevæger os på hver sin måde med alt det det rummer: vi er nogen... og det må vi aldrig glemme midt i bevægelsen, hvor svær den end er, vi må aldrig glemme det, hvor svært det end er at bevæge sig, hvor svært det end er at være til stede, hvor svært det end er at være nogen i verden«.
Psykologen Søren Dahlgaard har skrevet et indsigtsfuldt efterord, der er yderst beskæmmende for velfærdsdanmark.
I de ti år det borgerlige Danmark har administreret kapitalismen er antallet af fattige med en indkomst under OECD’s fattigdomsgrænse steget 50 procent. Der er nu tale om 106.000 borgere og omfatter 24.000 børn. Hallo!
Han kommer også ind på denne gruppes adfærd i parallelsamfundet med tiggeri, prostitution og kriminalitet samt baggrunden for, hvorfor mange af de udstødte er endt som udstødt. Det er rystende læsning og skal varmt anbefales.
Grøndahls smukt tænkte projekt er fuldendt på smukkeste vis.
Marianne Grøndahl: Udstødt. 144 sider stort format 299 kroner, Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278