23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er tid til en kulturplan

Det er tid til en kulturplan

Onsdag, 14. september, 2011, 11:11:30

Dansk Musiker Forbunds formand Anders Laursen lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af den borgerlige regering og håber på, at »rød stue« vinder valget.

Anders Laursen arbejder utrætteligt for at forbedre vilkårene, ikke blot for sine 6.500 medlemmer, men for hele det kreative arbejdsmarked, som efter hans mening fortjener et system, der er i harmoni med virkeligheden. Her ses han under DMF’s 36. ordinære kongres i Randers i 2008.
DMF

Anders Laursen er musikerformand med hang til caribiske toner og en fortid som energiingeniør. Han byder på kaffe i Dansk Musiker Forbunds hus på Sankt Hans Torv i hjertet af Nørrebro.

– Da vi overtog huset fortalte flyttemanden, at her var motorkontor indtil 1960. Det var her folk fik deres kørekort, siger han og mindes det gamle klip med  en betjent, der dirigerer færdslen på Sankt Hans Torv.

– Det er fuldstændig lige som da de hjalp ællingerne sikkert over vejen, griner han.

Til gengæld er der ingen, der hjælper ællingerne over vejen i dansk kulturpolitik.

– Nej, tværtimod. Der er smalhals, og de sidste 10 år har været præget af borgerlig kulturpolitik, som man kunne forvente var mere præget af de kulturkonservative end tilfældet har været, lyder det kontant fra Anders Laursen.

– De er kulturkonservative, når de er bedst, fordi de synes, at kulturen skal have en plads, men i alle disse år har de været populistkonservative.

Værdiløs kulturkamp

Han er skuffet over, at den borgerlige regering ikke inve­sterede i kulturen under de fede år.

Han husker glimrende den gang daværende finansminister Thor Petersen, ganske vist med et blink i øjet, mente at Danmark kunne  købe verden.

– Men det blev ikke afspejlet i kulturbudgetterne. Regeringen skar i stedet ned blandt musikere, forfattere og skuespillere, men stak uden videre erhvervslivet en halv milliard kroner som ren og skær vennetjeneste, siger  Anders Laursen tørt.

Ifølge ham er en af den borgerlige regerings største fejl, at den har set kulturkampen som noget centralt.

– De har aldrig rigtig fået formuleret en kulturpolitik. Når jeg i Berlingske læser en refleksion over 10 års kulturkamp, hvor man roser sig selv, så synes jeg ikke, at der har været noget rigtig gods i den kamp, filosoferer han.

– Det kan jo ikke hjælpe noget, at man gør al udøvelse af kultur i samfundet til en politisk excersérplads, fordi det er det jo ikke. Der er masser af kultur i samfundet til gavn for hr. og fru Jensen og Maren i Kæret. Den går bare ud på at dække nogle behov i livet og gøre det bedre.

Kreativ grundskole

Som mange andre af kunsten og kulturens organisationer kritiserer han des­uden regeringen voldsomt for at have ladet de kreative uddannelser blive dårligere og dårligere i folkeskolen.

Sammen med Dansk Artist Forbund og de tre komponistforeninger har DMF derfor udsendt en pressemeddel­else om de kreative fags placering i grundskolen.

– Musik og andre kreative fag er med til at give folk en bedre uddannelse. Det er lige som, når man skulle have mixtur i gamle dage. Så var der altid lidt saft yderst på spidsen for at få det til at glide ned, griner Anders Laursen.

– I dag står vi med det kæmpeproblem i grundskolen, at ungerne simpelthen ikke får en kvalitetsundervisning i de kreative fag. De får i stedet noget med lav status, fordi det er noget lærerne har haft fire timer på et år på seminarernes linjefag, siger Anders Laursen.

Han henviser til et forsøg på en folkeskole i Horsens, der har vist, at indlæringen i de øvrige fag – naturhistorie, matematik, læsefag – blev forbedret rigtig meget, da man opprioriterede undervisningen i de kreative fag.

– Opdragelse i musik er sindssyg vigtig. Danske kunstnere opfatter det som en af kulturens vigtigste love, at der er kreative fag i skolen, fastslår musikerformanden.

Kunsten ud til alle

Anders Laursen forventer af »rød stue«, som han kalder det, at de giver kulturen en anden placering i samfundet.

– Kulturen skal have en rolle som udvikler og stimulator i demokratiet. Den skal have den der vidunderlige balance mellem ytringsfrihed og selvcensur, der får enhver kunstner til at føle sig fri til at finde på hvad som helst. Og så skal den tilgå alle danskere, også selv om de bor på en lille ø, lyder det håndfast.

Som formand for en stor gruppe af den kreative arbejdskraft mener han des­uden, at der skal tænkes helt nyt omkring beskæftigelse.

– Man må erkende, at ophavsret, arbejdsmarked og skat hænger sammen. Især de to sidste trænger i dén grad til det store 10.000 kilometers eftersyn, siger Anders Laursen.

Han understreger, at han ikke alene taler på vegne af måske 10.000 kunstnere, for omfanget er langt større.

– Det kreative Danmark består af 200.000 mennesker, der arbejder i kortvarige forhold som freelancere. Jeg ønsker virkelig, at lovgivningen bliver reformeret, ikke for at tømme statskassen med dagpenge, men for at lave nogle systemer der er i harmoni med den type arbejdsmarked, man har, siger Anders Laursen.

– Vi blærer os ude i Europa over vor flexicurity. Kunstnerne har masser afflexi men ingen security. De er helt bagud med den form for sikkerhed.

Enighed i rød stue

Han ser frem til, at en ny regering vil føre til en ny kulturpolitisk dagsorden gennem en ny kulturplan.

– Rød stue har markeret sig med nogle flotte kulturplaner, som de oven i købet er ret enige om, lyder det optimistisk fra Anders Laursen.

Han er tilfreds med, at partierne ikke vil lade de forskellige kunstnergrupper gå på strandhugst i hinandens støtteordninger.

– De arbejder for at undgå alle mulige fløjkrige, hvor filmen tager penge fra rocken eller omvendt. I stedet ser de det simpelthen som en stor opgave at komme ud med kulturen i Danmark, både på arbejdspladserne og blandt de, der har tid til at nyde livet, slutter Anders Laursen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2011 - 11:11   03. sep. 2012 - 11:01

Kulturpolitik