23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

15. september 1953 Racistisk terror i Birmingham

15. september 1953 Racistisk terror i Birmingham

Torsdag, 15. september, 2011, 11:52:13

En bombe eksploderer under kirkens trappetrin – den racistiske terror­bevægelse har igen slået til for at forhindre ligestilling mellem hvide og sorte i USA’s sydstater.

Klokken 10:22 om formiddagen den 15. september 1953 samles en gruppe glade børn foran en baptist-kirke i byen Birmingham i staten Alabama, USA. Få øjeblikke senere er det fredelige sceneri forvandlet til et kaotisk inferno.

En kraftig bombe eksploderer under kirkens trappetrin – den racistiske terrorbevægelse har endnu engang slået til i forsøget på at forhindre ligestilling mellem hvide og sorte i USA’s sydstater.

I maj samme år har borgerrettighedsbevægelsen vundet en stor sejr i staten Alabama, hvor delstatsregeringen vedtager at afskaffe segregationen i det offentlige rum og blandt andet lade sorte og hvide børn gå på de samme skoler.

Den nye integrationspolitik bliver mødt af voldsom modstand fra blandt andet statens guvernør George Wallace, der indirekte opfordrer til at standse udviklingen gennem voldelige aktioner.

Byen Birmingham har siden Første Verdenskrig i gennemsnit haft mere end ét racistisk motiveret bombeangreb om året, og denne gang er det uskyldige børn, der bliver målet.

Bombningen den 15. september rammer en af de sortes kirker, hvor en gruppe piger netop har afsluttet deres søndagsskoleundervisning. Den kraftige eksplosion dræber fire børn mellem 11 og 14 år og sårer 22 andre. Reaktionerne på terroren er voldsomme, og i de følgende dage bliver yderligere to mennesker dræbt i forbindelse med uroligheder i byen.

I det lange løb viser den racistiske terror sig dog at have den stik modsatte effekt: Overalt i USA møder bombeangrebet fordømmelse, og selv George Wallace føler sig tvunget til at udlove en dusør på 5000 dollar ud af egen lomme til den, der kan udpege de skyldige.

Efterforskningen af terrorangrebet viser sig hurtigt støde på forhindringer, da meget få vidner har lyst til at udtale sig til politiet. Ret hurtigt viser de ansvarlige sig at være fire mænd fra en udbrydergruppe under Ku Klux Klan, men efterforskningen og retsforfølgelsen kommer til at være længe undervejs.

I 1977 bliver den mand, der placerede bomben, Robert Chambliss, idømt livsvarigt fængsel for drabene, men først i 2001 kommer to af de tre andre for en dommer, den fjerde terrorist er i mellemtiden afgået ved døden. Af de sidste to bliver kun Thomas Blanton idømt fængsel, mens Bobby Frank Cherry bliver erklæret »mentalt inkompetent« og løsladt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2011 - 11:52   03. sep. 2012 - 10:59

Historie