Farce om et liv, hvor de små og nære projekter fylder hele tilværelsen.
Teateranmeldelse
Af John Bruun
Tre unge mennesker i stramme tricoter, påmalet nydeligt tøj tumler rundt med hinanden på en scene af kunstgræs.
I tre-fire omgange forsøger de at sætte gang i en forestilling om et liv, hvor man åbner sig mod verden og hinanden, underforstået med alle dens muligheder for priviligerede middelklasse-danskere.
Men verden lukker sig hele tiden om den enkelte eller til nød parret, som dog ikke kan finde ud af at holde sammen om projekt: Vores Barn.
Det er hårdt at være normal og skulle leve op til idealer om at være fit, slank, super-forælder og med gang i den rigtige karriere og hele tiden føle sig overvåget.
Og drømme om en bedre og enklere tilværelse bliver til drømme om hedonistiske orgier i sex og kager som ved et fortidigt dekadent hof.
Det er sådan set meget sjovt at se på. Godt skuespil med god timing og tempo og herlig mimik, som man kan nyde, fordi man er meget tæt på i kælderen på CaféTeatret.
Samtidig er det som om, stykket ikke vil nok. Man bliver ikke rigtig ramt eller berørt, fordi det er for meget kliché.
Det er en historie, vi godt kender. Et spejl der bliver holdt op for os af en meget narcissistisk og selvoptaget tid, men det kommer ikke rigtig videre end det.
Så dybt går farcen slet ikke. Karaktererne bliver ikke til mennesker, man føler med.
Det kan virke som om Christian Lollike er bange for at komme med bud på – eller lade karaktererne udfordre – af tanker om, hvad livet ellers kunne gå ud på.
Eller gå tæt på absurditeten i at vi aldrig har været rigere, men samtidig sjældent har været mere angste for at skulle dele for meget med både fjerne og nære medmennesker.
Det måtte godt have været mere alvorligt, så var det også for alvor blevet sjovt.
Det normale liv af Christian Lollike. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. CaféTeatret til 24. september.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
