Giacomo Puccinis opera om sangerdivaen Floria Tosca er en bevægende hyldest til kærligheden og en flammende støtte til kampen mod tyrani og undertrykkelse.

Det skal gå galt, og det går grueligt galt, da den sadistiske politichef Scarpia forsøger at tvinge den smukke sangerdiva Floria Tosca til kærlighed i Det Kongelige Teaters operahus

Miklos Szabo

Operaanmeldelse

af Gert Poder

Det italienske støvleland står i flammer – fra Napoli i syd til Po-sletten i nord.

Her blæser det Østrig-ungarske kejser­rige den 14. juni 1800 til den afgørende kamp om magten i Europa. Modstanderen er det revolutionære Frankrig med dets førstekonsul, general Napoleon Bonaparte, i spidsen.

Scenen er sat til Det Kongelige Teaters Operas genopførelse af den italienske komponist Giacomo Puccinis fabelagtige drama om kærlighed og revolution, Tosca. Det er både en hyldest til kærligheden og til kampen for et liv i frihed.

Handlingen udspiller sig i Rom, hvor paven er blevet sat på porten. I hans sted styrer den reaktionære dronning Maria Carolina med hård hånd gennem den brutale politichef Scarpia. Dette perverse og ondskabsfulde magtmenneske myrder løs blandt regimets modstandere med hård hånd.

Hans eneste svaghed er den smukke og livlige san­ger-diva Floria Tosca, som på sin side knuselsker maleren Calavadossi.

Hyldest til oprøret

Tosca blev opført første gang i 1900 på et tidspunkt, hvor fronterne mellem monarkister og republikanere blev stadig skarpere tegnet op.

Fortællinger med en politisk baggrund var almindelig hos Puccinis tekstforfattere  Luigi Illica og Giuseppe Giacosa.

Som altid hos Puccini er Tosca en fortælling om kærlighedens ofre i kampen mellem det nye og det gamle, mellem personlig frihed og traditionens undertrykkelse.

I La Boheme (1896) er det opgøret mellem familiens stolthed og individets frihed.  I Madame Butterfly (1904) støder den gamle og den nye verden sammen ved mødet mellem den amerikanske flådeofficer og den japanske geisha.

Begge operaer har sammen med Puccinis sidste værk, Turandot, været opført i Det Kongelige Teaters Opera inden for det sidste års tid.

Fantastisk orkester

Tosca regnes for at være Giacomo Puccinis mest melodiøse værk. Det er en på én gang skræmmende forestilling med vældige orkester-eksplosioner og et betagende, yndefuldt værk, hvor sang og musik smyger sig uovertruffent omkring tilskuerens ører.

Dette drama om frihed og oprør er en betagende og gribende kombination af vidunderlig musik og fængslende teater.

Et kapitel for sig er orkestret, Det Kongelige Kapel, som ubemærket af de fleste har arbejdet sig fra provinsiel  middelmådighed til »måske verdens bedste af sin slags for øjeblikket« ifølge den britiske morgenavis Sunday Times.

»Den bedst bevarede hemmelighed i europæisk musik­liv«, sagde den israelske verdensstjerne Daniel Barenboim for nylig til Det Kongelige Teaters nye operachef, Keith Warner.

Sidstnævnte er i sig selv en fascinerende fortælling fra operaens eventyrverden om  Londondrengen fra et arbejderhjem, hvor hverken teater eller klassisk musik var en del af hverdagen, men som tidligt blev indfanget af teaterskuespillets skønhed og dragende magt.

Tosca er en af de bedste thrillere, som Hitchcock ikke skrev. Det er musik og teater af den slags, der efterlader alle, som under sig selv oplevelsen, en smule rigere, en smule mere hel.

Når det udføres så sublimt som i Operahuset er det rent guf. Og takket været kulturministeriets kunststøtte er det ikke meget dyrere at gå i folkets opera end i en kommercielt ejet biograf.

Tosca. Musik af Giacomo Puccini. Det Kongelige Teaters Operahus. Til 7. november.