»Jeg er drømmenes labyrint« er et makabert katalog over, hvordan et regimes vold og undertrykkelse æder de normales sjæle.

»Men hvis der dernede i mørket kan vendes en sten, åbnes en dør, gøres selv det mindste, så er det dyrets tavse modstand, så er det mit oprør«, insisterer den undertrykte enke Mahnaz.

Svend Berggren

Teateranmeldelse

af Gert Poder

Enken og hendes måske faderløse søns klæder er hvide. Alt andet er plettet af blod eller malet sort af sorg.

– Jeg er et dyr. Jeg er ikke et menneske. Jeg er ingenting, siger enken Mahnaz (Lila Nobel Mehabil), men det er ikke sandt.

Reelt er hun omdrejningspunkt i dramatiseringen af den irakiske eksilforfatter Atiq Rahimis roman Jeg er drømmenes labyrint, der mandag havde verdenspremiere på Københavns Musikteater.

Uden at tænke på sin egen sikkerhed redder hun den mishandlede Fahrad (Morten Lützhøft), der er smidt i grøften som affald. Hans brøde er, at han har glemt spærretiden, da han tog afsked med en flygtende ven.

– Der er intet sortere end sort, forklarer enken ham, og det ved hun alt om. Hendes mand forsvandt, da han gik efter vand  uden identitetspapirer.

Selv er hun det eneste lys i dette dystre værk, der blander teater med dans, musik og sang. Det maler himlen sort af vanvid og helvedet rødt af de uskyldige ofres udgydte blod.

Alle er enten døde, tortureret til vanvid eller på flugt – i det mindste alle, der har noget at flygte fra. Og de flygtende efterlader alle deres sjæl.

Undervejs spiller Doors-nummeret Break on Through to the Other Side en vigtig rolle, morsomt og flot danset af Fahrads hvileløse sjæl (Suad Demirovic) sammen med Marvin Spahi Wilkins og Ronni Morgenstjerne.

Københavns Musikteater har med stykket kastet sig ud i et ambitiøst projekt sammen med Malmö Stadsteater i »Teaterdialog Öresund«. Det skal få flere til at gå i teateret på tværs af Øresund.

Derfor flytter stykket senere til Malmö med andre i de to hovedroller, men med samme tekniske stab, dansere, musikerne Bebe Risenfors og Henriette Groth og sangeren Masoud Mohammadi.

Det er et værk om at miste sig selv, når tyrannerne truer sine modstandere til at træffe det umulige valg: døden eller flugten. De overlevende mister alt – barndom, venner, familie, lyde, dufte, farverne.

Det kan måske få os til at huske, at det vi kalder »flygtninge« er mennesker, der har måttet forlade deres hjemegn for at overleve.

For godt nok er truslen om død skræmmende for den jagede, men bag rædslens sidste slør gemmer sig – livet.

Jeg er Drømmenes Labyrint. Instruktion: Mikala Bjarnov Lage. Københavns Musikteater til 8. oktober, herefter Malmö Stadsteater 15. oktober til 20. november.