»Sandheden om Alligatoren« foregår i det korrupte og fascistoide Italien i sidste halvdel af 1990’erne. Bogen bygger på forfatteren Massimo Carlottos egne erfaringer.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Har man brug for at slappe af med en god bog efter en hård valgkamp, er den italienske krimi, Sandheden om Alligatoren, et oplagt valg.
Det er første bind i en serie om den selvbestaltede privatdetektiv, Marco Buratti, der har lært metieren i fængslet. Bogen bygger på forfatteren Massimo Carlottos egne erfaringer.
Handlingen foregår i det korrupte og fascistoide Italien i sidste halvdel af 1990’erne, hvor der foregik en spaltning mellem en ‘moderne’ stat med skat, lovgivning og ikke korrupt politi på den ene side og så en klanbaseret tænkemåde med selvbestaltede magtstrukturer, patriarkalsk ledelse, selvtægt og ‘æresbegreber’, som bedste kendes fra utallige mafiafilm og Sicilien.
Kulissen er det smukke og maleriske Padova-område, nærmere bestemt i byen Veneto.
Den røde alligator
Buratti alias Alligatoren, et navn han fik som sanger i bluesgruppen »The Red Alligators«, har som forfatteren tidligere været uskyldigt fængslet på grund af et overfladisk bekendtskab til et medlem af De Røde Brigader, en italiensk pendant til den tyske Røde Arme, i 80’erne.
Sammen med vennen Beniamino Rossini rydder Alligatoren op i en masse snavs fra fortiden. Og medens Buratti er en pacifistisk, fordrukken, bluesmusiker og kærlighedssøgende idealist, der holder sig på den rigtige side af loven, i den udstrækning den findes, så er Rossini, som han lærte at kende i fængslet, en charmerende smugler af den mere håndfaste type, der gør, hvad der må gøres, om det så gælder likvideringer af fjender.
Buratti alias Alligatoren bliver opsøgt af en kvindelig advokat, der vil have ham til at finde en forsvunden mand. Grænserne mellem over- og underverden er helt udviskede, og det er kun muligt at begå sig ved at tage loven i egen hånd, så det gør Alligatoren med sin makker, Beniamino Rossini.
Det betyder, at de skal kæmpe mod en af Padovas mest brutale mafiabander »N’ drangheta«, der indtager en fremtrædende nøgleposition i erhvervslivet.
Mod afgrunden
En af bogens mange kvaliteter er dens præcise billede af et Italien, der, akkurat som dagens Berlusconi-Italien, er på vej i afgrunden. En spændende fortalt øjenåbner over et land i opløsning og moralsk forfald. Her skal læseren mindes om, at Italien er et EU land.
Herlig indsigtsfuld underholdning for trætte aktivister og krimielskere.
Massimo Carlotto (født 1956) er en af Italiens mest læste og anerkendte krimiforfattere. Han blev som 13-årig medlem af den venstreradikale gruppe Lotta Continua og i 1976 arresteret for mord.
Han gemte sig i årevis i Paris og i Mexico, hvor han blev arresteret og udleveret til retsforfølgelse i Italien. Syv år var han fængslet for et mord, han ikke havde begået. Diverse støttekomiteer fik ham løsladt, og i 1993 blev han frifundet/benådet af den italienske præsident. Herefter startede han som krimiforfatter.
Carlotto debuterede i 1995 med den selvbiografiske Den flygtende.
Massimo Carlotto: Sandheden om Alligatoren. 221 sider. 199 kroner. Forlaget Hovedland.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278