Smidt hen over X-faktor Xer ligger fire unge mennesker. De vandt ikke. Det er skarpe billeder af fire nutids-ungdoms-skæbner, som Maj Johansen har skrevet.
Teateranmeldelse
af John Bruun og Nick Bruun
Punkmusikken blæser ud af højtalerne, og de fire unge hopper rundt i takt og utakt. Vi er i gang med stykket Der døde du på CaféTeatret.
Vi hører og ser historien om den unge X-faktor/Talent/Whatever-vinder, der ikke kan mærke sig selv og drukner i overfloden af overflade, form og glitter. Historien er forudsigelig, kliché og trist.
Der er den unge ikke-eksistens. Enebarns-pigen med moren der er ingenting, og faren der er alting. Supergodt spillet af Stine Fischer Christensen, der i den grad gør denne unge pige, i gammeldags kjole med stort hjerte på brystet, til en levende og autentisk figur. Her smelter tekst og skuespiller sammen. Historien om livet der aldrig kommer i gang, men i stedet leves som et tilbageholdt åndedræt. »Jeg fik ikke brugt den fri vilje«, som hun resigneret konstaterer fra det hinsidiges.
Hæsblæsende cool snuble-løber overklasse-drengen ind over scenen. Der er arrogant overblik og nemme genveje til penge. Men det skrider ad helvede til bogstaveligt talt. Overklasse-narkomanens forvandling til krybende hund med vanvids-blik er grumt og gysende i Tue Ersted Rasmussens spil.
Julie Ølgaard spiller hårdt, veloplagt og skarpt den – i den grad – samspilsramte, fucked-up og forsømte pige. Strategierne udvikles i mødet med omsorgssvigt og kulde. Strategierne bliver grænsesøgende oplevelser – så mærker du dig selv. Hendes »sorte tunge« slår hårdt ned på uærlige voksne omkring hende. Kan de tåle mosten – næ det ku’ de ikke. Efterhånden mærker hun også andre med sine knytnæver og det koster den højeste pris. »Jeg ville ønske, jeg havde pjattet noget mere. Jeg ville ønske, jeg havde haft det sjovt og grinet«.
Det er skarpe billeder af fire nutids-ungdoms-skæbner, som den debuterende dramatiker Maj Johansen har skrevet. Ind imellem virker teksten lovlig overlæsset og ikke så mundret. Men helheds-indtrykket er et lille stykke samtids dramatik om sårbare unge i vor tid. Og dem skal vi tage os godt af og passe på – tænker man/jeg, når lyset tændes. Og det er jo ikke så dårligt.
Der døde du af Maj Johansen. Instruktion: Bente Kongsbøl, scenograf: Birgitte Mellentin. CaféTeatret, Skindergade 3, København. Til 22.oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278