Instruktøren Lone Scherfig er aktuel med kærlighedsfilmen »Samme dag næste år« - igen med engelske skuespillere, der spiller fremragende.
Filmanmeldelse
af Steen Flemming Jørgensen
Mon ikke alle os filmelskere kan huske Lone Scherfigs sidste film An Education, der blev Oscarnomineret. Nu er hun så her igen med Samme dag næste år – igen med engelske skuespillere, der spiller fremragende.
Emma (Anne Hathaway) og Dexter (Jim Sturgess) bliver venner ved deres translokation den 15. juli 1988. De næste to årtier ser vi på samme dato, hvorledes de udvikler deres venskab frem til et kærlighedsforhold.
Dexter er den sorgløse, vilde, drengerøvs overklasseknægt, der stort set får alle sine materielle ønsker her i livet opfyldt, dog med konflikter til sine forældre, der bor på et smukt landsted, som oser af rigdom.
Emma er den arbejdsomme pige fra arbejderklassen. Hun drømmer om at skrive en roman, men må ellers arbejde hårdt for at kunne betale husleje og til dagens fornødenheder.
20 år
Udviklingen mellem de to bliver mere og mere intens. Hun er håbløs forelsket, han er bare forelsket i sig selv og sine forskellige elskerinder, men de holder begge fast i datoen 15. juli.
Efter 20 år finder de sammen i kærlighed og gensidig forståelse samt ønske om en lille baby, men så får tilværelsen en drejning.
Historien er en gammel klassiker. To mennesker mødes, og de ser hinanden gennem årene uden at komme tæt på. Ganske vist får begge forhold til andre, ja Dexter bliver gift og får et barn, mens Emma nøjes med en kæreste, som hun ikke elsker, for hun elsker jo Dexter.
Historien kan fortolkes som vores manglende evne til at gribe dagen og være vores følelser bekendt. Eller en romantisk kærlighedsfilm, hvor kvinden fra arbejderklassen er den kloge og besindige kvinde, mens drengen fra overklassen er en charmerende, impulsiv mand, der må betale en stor pris for at nå ind til kærligheden med et andet menneske.
Humor og alvor
I hele filmen spiller humor en meget stor rolle både som den morsomme og intelligente dialog mellem mennesker, men også humor som et skjold for at undgå at være sig selv eller fortælle hvem det er man elsker.
Det forstår filmen rigtig flot at lægge op til. Vi kan se, hvornår humor er sjov, men også når humor er alvor. Et veldrejet filmsprog som kun få instruktører er i besiddelse af.
Jeg gik ud af biografen og havde fornemmelsen af at have set en god og dramatisk kærlighedsfilm med mange små dejlige detaljer, men det er ikke Lone Scherfigs bedste film.
Samme dag næste år. Instruktion: Lone Scherfig. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
