Tag med DJ Ras Money gennem det røde og rå københavnske Nordvest-kvarter, som han netop har beskrevet i singlen "Bor Her."
Han ligner lidt af en en talebaner med sit lange skæg. Men illusionen bliver straks brudt, da Rasmus Poulsen giver hånd og på stout jysk udbryder, »velkommen til Nordvest.«
DJ’en har lige smidt en vinylsingle på gaden med titlen »Bor Her« Den er intet mindre end en hyldest til det københavnske hjemkvarter Nordvest, som Rasmus flyttede til for fire år siden – fra Nørrebro og oprindeligt Aalborg.
Hen over en Maffi-riddim-rytme har Ras Money – som han hedder i »miljøet« – sat et positivt verbalt fokus på et kvarter i København, der har fået alskens skældsord med på vejen.
Han sætter Nordvest på rim. Et område, der i øvrigt stemte knaldrødt ved folketingsvalget.
Hans udspil råhitter på Facebook, og er gennemlyttet af 14.000 mennesker på fire dage her sidst i september. Han er blevet spillet i P3, interviewet på P6 og testet på DR’s lytterbestemte hitliste for alternativ musik: Det Elektriske Barometer.
– Det er fedt, for der har ikke har været nogen her og lægge en eller anden plan. I stedet blomstrer noget op, siger han.
Vi har bedt Rasmus Poulsen – bedre kendt som dj Ras Money – føre os gennem det »røde bælte«, der breder sig kilometervis mod nordvest, hvis man starter på Nørreport og rejser ud ad Nørrebrogade.
Aktive fagforeninger var med til at sørge for resultatet og at stemmeprocenten røg op. Men området er konstant vældig udskældt af alle mulige andre grunde.
Ved lokalvalget i 2009 sagde den socialdemokratiske kandidat Jan Andreasen efter sigende følgende i en tale ved Bispebjerg Station:
»Der er ikke megen prestige ved at få stemmer i Nordvest.«
Og satireprogrammet Selvsving på P4 fandt det i 1999 morsomt at skrive en sang om NV på omkvædet »NV, her er skævt og rart, hvis man ik’ er sart.«
NV er i dag et yndet mål for filmhold – som til Pusher-filmene – der søger locations til scener fra 1980’erne. For de locations findes ikke mere på Vesterbro og Nørrebro med gamle autoværksteder og byggetomter.
Det er tydeligt, at NV i dag er, hvad Vesterbro var for »Mord i Mørket« og »Een Gang Strømer«.
Andre kalder kvarteret »Nord-læder-vest« på grund af blandt andet Hells Angels-rockere på Svanevej.
Kvarterløft nej tak
Flere iagttagere mener, at Nordvest kunne bruge et kvarterløft, men dén hopper Rasmus Poulsen ikke på.
– Jeg er ikke meget for begrebet kvartersløft. Folk skal selv fylde liv i deres by. Dele af Nørrebro, Vesterbro og Østerbro er blevet for friserede. Men herude er det hele lidt råt i kanten endnu. Det kan jeg godt li’, siger han og hanker op i sin letvægts–rygsæk og trækker den sorte hue ned over ørerne for at sætte kursen mod en byggetomt.
Jeg er en af de lokale, lige der hvor jeg bor. Jeg er en af de normale, lige der hvor jeg bor. Ingen har problemer med mig, der hvor jeg bor. Nogen kommer og hænger med mig, der hvor jeg bor.
Fra Raske Penges single »Bor Her«
Rasmus Poulsen passerer et område i starten af Bispevej, hvor et byggefirma har indhegnet et hjørneområde med stålhegn. Men dj’en løsner velkendt låsen og inviterer indenfor til et kig.
– Her brugte unge folk i kvarteret området til at træne med deres skateboard og rulleskøjter – det stod jo helt tomt. Men i august hegnede ejeren så området ind og forhindrede folk i at bruge det, fortæller Rasmus Poulsen og ryster på hovedet
En cementrampe er det eneste vidnesbyrd om, at området var flittigt brugt af skatere. Græsset vokser sig højt overalt.
– Der burde være en lov om, at hvis en byggetomt står uberørt år efter år og nogen begynder at indrette den og bruge den kreativt, så må man ikke smide dem væk med mindre der skal bygges på grunden, siger Rasmus Poulsen. Og tilføjer, at det er tydeligt at se Nordvestkvarterets styrker, når man kommer »udefra« som ham.
– Her i kvarteret NV er mennesker fra alle verdenshjørner i små, billige lejligheder. Der er meget liv i enklaverne, men også store huse ved mosen. Store grupper har deres eget NV, men vi mødes på gaden, fortæller Rasmus Poulsen, der er 34 år.
DJ og radiovært
Rasmus Poulsen er en sammensat person.
Stille bevæger han sig gennem gaderne uden at gøre stads af sig. Beskedenhed er et dækkende ord for manden, der i 13 år har leveret reportager og lydstumper til DR’s P1.
Han kan skrive radiovært på P3 og i Klubværelset på P1 på CV’et.
Sidste år fik Rasmus Poulsen sammen med fotografen David Gillanders, AIDS–Fondets Informationspris for sine P1–reportager.
Han er forfatter til en bog om graffiti og én om den afdøde rapper, Natasja.
I weekenderne spiller han til fester som reggae–dj under kunstnernavnet Ras Money.
– Ja, og nu er det underligt, lige pludselig at være debuterende rapper i en alder af 34 år, griner Rasmus Poulsen.
Singlen »Bor her« er midlertidigt udsolgt, men der bliver arbejdet på højtryk fra det nystartede, erklæret politiske og anti–kommercielle pladeselskab Kontrafon for at få flere på gaden.
Også Kontrafon stod bag udgivelsen af Klumben og Mighty Malas single, »Du en lort« før valget med en kontant opsang til de borgerlige politikere.
– Har du et par plastic–covere til singler? Vi er kommet til at lave vores cover lidt for stort til de moderne plastic-covers, men det passer i dem man brugte indtil for 10 år siden, siger Rasmus Poulsen håbefuldt til indehaveren af pladebutikken New Factory på Frederikssundsvej.
I anlægget lyder 70’er–sange med Niels Skousen: »Vi længes efter fred«.
Rød blok vandt i NV
Et blik i den lokale sprøjte, Nørrebro–Nordvest–bladet fortæller, at Enhedslisten i den store Utterslev-valgkreds blev områdets næststørste parti med 20,7 procent af stemmerne – 5630 i alt – næst efter Socialdemokraterne med et par hundrede flere.
Dansk Folkeparti raslede tilbage med tre procent og tabte 688 stemmer. Venstre gik tilbage til 10,8 procent og fik sine stemmer fra villaerne ved mosen.
Ved kredsens sydlige valgsted blev Enhedslisten det største parti, og i hele Utterslevkredsen blev Finn Sørensen indvalgt i Folketinget.
– Her bor rigtig mange mennesker, der ikke har mærket noget til de store skattelettelser, som Dansk Folkeparti og regeringen har foræret de rige gennem de sidste 10 år. Her mærkes konsekvenserne af nedskæringer på velfærd og overførselsindkomster, sagde Finn Sørensen i en tale før valget.
Dj’en Rasmus Poulsen stemte »selvfølgelig« selv på Enhedslisten og betegner sig selv som »socialistisk humanist«.
– Det er fedt, at vi er kommet af med spøgelset, der har regeret i 10 år. Jeg håber, Liste Ø kan gøre noget ved tingene. Nu må vi se. Det var dejligt at se mange af kvarterets beboere involvere sig i valgkampen. Jeg så blandt andet Enhedslistenplakater sat op med gaffa tape på et af autoværkstederne, siger Rasmus Poulsen og smiler.
Han fortæller, at han var ude at tage billeder til sin musikvideo dagen efter valgnatten, og alle de mange forskellige lokale beboere, han tog billeder sammen med, var vildt glade for valgresultatet.
Historien bekræftes af den indisk–fødte kioskejer Rajpal Singh på Tomsgårdvej.
– Kunder kom glade ind. Nu er vi i gang igen. Det er godt med en ny regering, sagde de, forklarer Singh og stikker en ældre dame en Lotto–kupon.
Lige udenfor, ovre ved bus linie 5A, står førtidspensionist Olga Christensen.
– Det her er en tilfreds bydel lige nu. Personligt kunne jeg dog have tænkt mig Frank Aaen fra Enhedslisten som statsminister, og ikke Helle Thorning, siger hun.
Lidt derfra står en anden førstidpensionist, Claus Jacobsen.
– Jo. Jeg er tilfreds. Regeringen er blevet rimelig rød, og jeg stemte selv på SF, erklærer han og går videre.
Godt med byggetomter, autoværksteder, kommunister som der holder ud som stærk læder. Det er ikke for smart endnu. Det er stadigvæk lokalt og internationalt
Fra Raske Penges single »Bor Her«
Hos fagforeningen
I fagforeningen 3F–fagforeningen Lager– Post– og Service et par hundrede meter nede ad gaden er der stor glæde over valgresultatet i Nordvest.
– Dansk Folkeparti er gået voldsomt tilbage. Og de tre arbejderpartier, S, SF og Enhedslisten har fået langt de fleste stemmer herude, siger medlem af fagforeningen bestyrelse, Frank Aabak.
Han er også tilfreds med, at stemmeprocenten er gået to procent op.
– Det svarer til, at 400 flere har været nede og stemme i forhold til sidste valg.
Frank Aabak og snesevis af aktivister fra fagforbundet – og naboen – i 3F, Hotel og Restauration, København – var i ugerne op til valget ude og stemme dørklokker i NV for at få folk til at stemme – og stemme rødt.
Aktivisterne »adopterede« tre politikere fra arbejderpartierne. Det var Lars Gaardhøj (S), Özlem Cekic (SF) og Rosa Lund (Enh.).
Netop de tre politikere scorede mange stemmer i NV.
– Dét arbejde har lønnet sig, siger Frank Aabak.
Hip hop og autopark
Dj’en Rasmus Poulsen fik ikke selv den røde modermælk ind i NV-bydelen. Han voksede nemlig op i en aalborgensisk forstad og lyttede til hip hop i 1980’erne. Dengang, »hvor hip hop var hamrende politisk«.
– Dét at være sort og kæmpe mod systemet var in i 1987. Det førte mig over i kamp mod racisme og for socialisme. Det kom til at handle om, hvordan vi behandler hinanden, siger Rasmus Poulsen.
– I dag har diskursen i hip hop ændret sig meget. Det hele handler om, »se min bil og se min dame«. Mit håb er, at reggae ikke går helt samme vej, men at vi i Danmark er med til at gøre det moderne og skabe indhold i dét, vi vil sige.
Han kigger på et renoveret hus på Provstevej.
– Dér bor en sej chilener, som bygger guitarer og spiller vanvittig godt, siger dj’en.
Han sætter sig i en lurvet lænestol blandt græstuer og solsikker, midt på byggetomten, kaldet NV Autopark.
– En dag for et par år siden kom folk ud og anlagde denne park. Her lærte naboerne hinanden at kende. Jeg fandt i den forbindelse ud af, at her eksisterer en stærk »kommunistisk liga« på Provstevej, og så opdagede jeg, at det er dem, der arrangerer lokale gadefester, som jeg kom til at spille på – i øsende regnvejr, siger Rasmus Poulsen med et smil.
Han mener, at dét, at tage initiativ er vigtigt.
– Når nogen siger, hér skal være en park, og indbyder folk til at være med, sker der noget, siger dj’en.
»Enkle hader på punkerne og bumserne og brugerne og muslimerne og rockerne. Ude fra den fucking fløj af der giver de de gamle noia. Heldigvis er deres tid forbi,nu tager vi deres tøj af.
Fra Raske Penges single »Bor Her«
Rasmus Poulsen skråner over Frederikssundsvej, peger på den indisk–pakistanske grillrestaurant Samosa House og udbryder, »her er mit yndlings–spisested«.
Bagved ligger kunstprojektet Bolsjefabrikken.
– Stedet hér kræver ekstra opmærksomhed lige nu. De har brug for fem millioner kroner. Jeg tror også gerne, at de vil have en fond ind over. De er tvunget til at gå ind på markedsøkonomiske vilkår, ellers er det ud, konstaterer Rasmus Poulsen.
Stedet har i et par år været beboet af kreative unge sjæle, der har oprettet galleri og kreative værksteder. Men huset er til salg, og kommer der en køber, har brugerne kun én måned til at pakke sig.
Rasmus Poulsen slutter af på Dortheavej ved Ungdomshuset, der rykkede til Nordvest efter rydningen af Ungeren på Jagtvej.
– Det er svært at konkurrere med, hvor fedt der var i en historisk bygning midt på Nørrebro med 24 års ungdomshus – og før det en masse arbejderhistorie. Men der er gode rammer hérude i NV – og det er 100 procent brugerstyret. Og selvom der er langt til NV, lykkes det alligevel at trække koncertgæster og andre brugere herud i højt tal hver uge, siger Rasmus Poulsen.
– Man skal tale pænt til hinanden her i huset uanset hudfarve, seksualitet og køn. Tryghed og frihed fra undertrykkelse er noget af det vigtigste herude, slutter Rasmus Poulsen.
Hør singlen "Bor Her" her:
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278