Klokken halv to om morgenen underskriver de fire stormagter en aftale der reelt giver Nazi-Tyskland frie hænder til at invadere endnu et uafhængigt land.

Hitler og den engelske premierminister Chamberlain i München, den 30. september for 73 år siden.

I de tidlige morgentimer den 30. september 1938 underskriver statslederne fra de fire stormagter Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien en aftale i nazipartiets hovedkvarter i München.

Den såkaldte München-aftale bliver kulminationen på det forfejlede forsøg på at bevare freden i Europa ved at give efter for det nazistiske Tysklands krav.

I 1938 er Tyskland under Adolf Hitlers ledelse godt på vej til at forberede den ultimative storkrig.

Efter indlemmelsen af Østrig i »Riget« i marts 1938 har Hitler vendt sin fulde opmærksomhed imod Tjekkoslovakiet.

Her har nazister i den tysktalende del af befolkningen i et bredt bælte kaldet »Sudeterlandet« i længere tid ført en voldelig kampagne for at blive løsrevet fra Tjekkoslovakiet og blive tilsluttet Tyskland.

Stormagterne Storbritannien og Frankrig, der for enhver pris vil undgå krig, lægger voldsomt pres på den tjekkoslovakiske præsident Edward Benes for at få ham til acceptere Hitlers krav, og i begyndelsen af september lykkes det faktisk at få Benes til at gå ind på samtlige krav.

Straks begynder de pro-nazistiske sudetertyskere en række voldelige opstande, hvilket Hitler bruger som undskyldning til at stille endnu voldsommere krav.

Endnu engang giver Benes efter, men den siddende regering holder ikke til endnu en kapitulation, og i stedet indsætter parlamentet en militærregering, der underkender accepten af de tyske krav.

Grønt lys til invasion

I et sidste forsøg på at afværge krig beder den engelske premierminister Neville Chamberlain om nye forhandlinger, og den 28. september samles regeringslederne fra Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien i München.

Den tjekkoslovakiske regering er hverken blevet inviteret med til mødet eller er blevet orienteret, og det samme gælder for landets største allierede, Sovjetunionen.

I en sen nattetime den 29. september bøjer Frankrig og Storbritannien sig for alle Hitlers krav, og klokken halv to om morgenen den 30. september 1938 underskriver de fire stormagter en aftale der reelt giver Nazi-Tyskland frie hænder til at invadere endnu et uafhængigt land.

»Fred i vor tid«

Den tyske besættelse af Sudeterlandet gennemføres i begyndelsen af oktober, og i marts det følgende år besættes resten af Tjekkiet, mens Slovakiet løsriver sig som en »selvstændig« nazistisk lydstat.

Stormagternes forræderi mod Tjekkoslovakiet bliver til at begynde med modtaget positivt, især i Storbritannien hvor Chamberlain garanterer »fred i vor tid«.

I Sovjetunionen er man imidlertid klar over, at man ikke kan regne med, at Vestmagterne vil gøre noget for at stoppe nazisternes fremmarch mod øst, og Sovjetunionen bliver i stedet tvunget ud i et samarbejde med Tyskland, som kan sikre landet den bedst mulige position inden det endelige opgør.

I praksis er Europa rykket et afgørende skridt nærmere på den mest ødelæggende krig i verdenshistorien.