22 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terror mod Cuba - 6. oktober 1976

Terror mod Cuba - 6. oktober 1976

Torsdag, 06. oktober, 2011, 11:45:58

Det cubanske fly slår ned i Atlanterhavet kun otte kilometer fra lufthavnen. Alle 73 ombordværende bliver dræbt. Det står hurtigt klart, at der ikke er tale om en ulykke.

Om eftermiddagen den 6. oktober 1976 letter et cubansk passagerfly, Cubana Flight 455, fra Barbados på vej mod Kingston, hvorfra turen skal gå videre til Havanna.

Blot ni minutter efter starten gennemrystes flyet af en kraftig eksplosion. Flyets kaptajn, Wilfredo Pérez, kalder desperat lufthavnen for at forberede dem på en nødlanding, da endnu en eksplosion rammer flyet. Da kaptajn Pérez indser, at en nedstyrtning er uundgåelig, vender han flyet for at komme ud over havet, og redder derved formentlig adskillige hundrede menneskeliv.

Det cubanske fly slår ned i Atlanterhavet kun otte kilometer fra lufthavnen. Alle 73 ombordværende bliver dræbt, heriblandt en gruppe studerende fra Guyana, en officiel delegation fra Den Demokratiske Republik Korea og hele det cubanske landshold i fægtning.

Det står med det samme klart, at eksplosionerne ikke er en ulykke. Senere efterforskning har vist, at der var tale om bomber anbragt på flyets toiletter.

Få timer efter nedstyrtningen anholder myndighederne to venezuelanske mænd i Trinidad, Freddy Lugo og Hernan Ricardo Lozano. De er steget om bord i Trinidad og har checket deres bagage ind for en rejse til Havanna, men stiger af igen, da flyet mellemlander i Barbados.

Adskillige lande i Caribien starter omgående et samarbejde for at finde Lugo og Lozanos bagmænd. Den 14. oktober arrester de venezuelanske myndigheder to mistænkte i Caracas: Orlando Bosch og Luis Posada Carriles.

Carriles er tidligere agent for CIA og har forbindelser til flere velkendte eksil-cubanske terrorgrupper.

Retssagen imod terroristerne kommer til at foregå i Venezuela, da de alle er venezuelanske statsborgere. I første omgang bliver de fire mænd stillet for en militærdomstol, der i 1980 frikender alle. Anklagemyndigheden anker dog dommen og forlanger, at der opstilles en civil retssag.

Først i 1985 falder den endelige dom: bombemændene Lugo og Lozano, der begge har tilstået, får 20 års fængsel – den lavest mulige straf for de forbrydelser de dømmes for. Begge bliver løsladt i 1993 og lever i dag stadig i Venezuela.

Bosch bliver frikendt, fordi dommeren nægter at tage hensyn til bevismaterialet fra Barbados, som er indleveret for sent. Han bor i dag i Miami i USA.

Carriles dom bliver aldrig læst op, da han kort forinden er flygtet fra fængslet efter at have bestukket fangevogterne og er på vej til USA. Siden 2005 har Venezuela haft en officiel arrestordre på Carriles liggende hos de amerikanske myndigheder, der dog nægter at udlevere ham.

I 2005 kommer det frem gennem frigivne dokumenter, at CIA havde kendskab til terrorplanerne så tidligt som i juni 1976, men intet gjorde for at advare de cubanske myndigheder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2011 - 11:45   03. sep. 2012 - 10:59

Historie