Der er fuld knald på Det Kongelige Teaters nye opsætning af Anton Tjehkovs skuespil Mågen, der starter komisk men ender tragisk.

Overklassedrengen Konstantin er håbløst forelsker i den smukke Nina, som desværre for ham hellere vil gå gennem ild og vand for sin kærlighed til forfatteren Trigórin.

Miklos Szabo

af Gert Poder

Intet er helt, hvad det giver sig ud for i den russiske dramatiker Anton Tjekhovs gennembrudsdrama Mågen fra 1896 i Det Kongelige Teaters Skuespilhus.

En unge, velstående dag­drømmer lever tilsyneladende et sorgløst, behageligt liv uden forpligtelser. I virkeligheden er han dybt frustreret, fordi han holdes i et økonomisk og mental jerngreb af sin dominerende mor.

Historien, der foregår på den pensionerede embedsmand Sórins (Preben Kristensen) landsted Bologoje, er et psykologisk lærestykke om hvad der sker, når et menneske mister sin livsløgn.

Hovedpersonen, den unge Konstantin (Jens Frederik Sætter-Lassen), herser med godsets tjenestefolk før opførelsen af hans revolutionerende teaterstykke. Den smukke Nina (Cecilie Stens­pil), som han er dybt forelsket i, spiller hovedrollen.

Hans mor Irina Arkádina (Benedikte Hansen), der er Sórins søster, ankommer med sin nye elsker, den feterede forfatter Trigórin (Nicolai Dahl Hamilton).

Stykket kan begynde – men alt går galt for den overspændte Konstantin.

Psykologisk portræt

Anton Tjekhov (1860-1904) var læge og retsmediciner af profession. Han skrev mest for at tjene penge.

Mågen var en eklatant fiasko, da den blev opført første gang i det mondæne Sankt Pedersborg. Stykket, der er skrevet før Sigismund Freuds psykoanalyse er formuleret, vakte skandale på grund af sin ubønhørlige afsløring overklassens ligegyldige tilværelse.

Det handler om forsmået kærlighed, et overfladisk familieliv uden andet indhold end jagten på berømmelse, og om den spinkle livline, der forbinder eksistens og død.

Fra stykkets start er alle de medvirkende dømt til at mislykkes. Konstantins kærlighed til Nina er ugengældt. Til gengæld elsker Masja (Kitt Majken Mortensen), der er datter af godsets forpagter Sjamrájev (Peter Gilsfort) ham heftigt, uden at han har øje for hende.

Heller ikke det berømte kunstnerpars lykke holder vand. Skuespillerinden klynger sig til sin falmende skønhed og ungdom på andenrangs provins­teatre, og forfatteren er ramlet ind i en gedigen skrivekrise.

Moderne instruktion

Det Kongelige Teaters opsætning er på alle måder en anderledes oplevelse. Den russiske dramatikers værk, der normalt skvulper rundt i symbolladede replikker, er blevet shinet alvorligt op af den britiske teater- og operainstruktør Katie Mitchell.

Hun insisterer på, at tiden er for kort til at kede sig i et teater. Derfor er det alvorlige selvsmageri, der ellers har klæbet sig til Tjekhovs dramatik, blevet erstattet af kvikke replikker og fuld fart over scenegulvet.

Katie Mitchells instruktion bygger på hendes egen videreudvikling af den store russiske teaterpædagog Stanislavskijs system, som tager udgangspunkt i stykkets fysiske virkelighed.

Formålet er at gøre den enkelte skuespiller i stand til at forestille sig, hvad der er foregået før stykket starter – et usynligt stykke i stykket.

Denne stræben efter noget nær perfekt rea­lisme lykkes fremragende i Mågen. En masse replikker drukner i støjen fra mennesker, der futter rundt i ekspresfart på scenen, men det gør ikke noget.

Forestillingens komik arbejder sig nådesløst frem mod den logiske tragik, efterhånden som alle masker falder og alt håb er ude.

– Mit sidste håb er at græde, siger Másja til den ulykkelige Konstantin, som hun elsker men ikke kan få.

Ikke engang gråden har han mod til. For hvad er der at leve for, når tilværelsen dybest set bygger på en løgn.

Anton Tjehkov:Mågen. Instruktion:Katie Mitchell. Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Til 13. januar 2012