Nørrebro Teater har brugt Charles Dickens Oliver Twist som ramme for et gøgler-musik-skuespil-standup-show, blandt andet om fattigdom.

»Oliver med et Twist – det store tabershow«er en meget underholdende forestilling. Det er en meget rodet forestilling. Det er en meget vild forestilling. Og det er en forestilling med ironi og distance i det sungne og det sagte i stykkets fortælling.

Miklos Szabo.

Teateranmeldelse

af Nick Bruun

Nørrebro Teater har en ambition om at blande kortene på ny og kombinere forskelligt scene-kunst på nye måder. Skrako var en nyopfunden genre i den boldgade – en blanding af stand-up og skuespil – som flere forestillinger på teatret er blevet klædt på/af i. Tanken har været at modernisere teatret og velsagtens også lokke nye kunder i butikken.

Og nu er det så fortællingen om Oliver Twist, der bliver udsat for lidt af hvert - eller rettere sagt: meget af meget. Det er altid interessant at læse hvad intentionerne og idéerne har været bag en opsætning.

Instruktøren Heinrich Christensen fortæller i pr-materialet til Oliver med et Twist, at Dickens indignation over datidens fattigdomslov i England, fik ham til at skrive Oliver Twist. Tænkningen bag loven var at sulte den fattige befolkning stille og roligt til døde. Det skulle nok lære dem at klare sig selv.

»Jeg mener at den historie også er relevant i dag, hvor vi som samfund er blevet smålige, mens vi hele tiden øger presset på mennesker, der i forvejen har det svært: taberne. Væk med nasserne. Ingen arme, ingen småkager. Kan du ikke gi’, skal du ikke ha’. Frem med millimeterretfærdigheden«, udtaler Instruktøren i programmet.

Kan man se det i forestillingen – nej ikke rigtig. Og hvorfor ikke.

Ironi og distance

Det skal siges med det samme: Det er en meget underholdende forestilling. Det er en meget rodet forestilling. Det er en meget vild forestilling.

Og det er en forestilling med ironi og distance i det sungne og det sagte i stykkets fortælling. Det sidste er givetvis et forsøg på ikke at fremstå kedelig socialrealistisk, politisk korrekt eller… alvorlig.

Men der er skruet så meget op for det sarkastiske og ironiske at forestillingens røde tråd er svær at finde. Det hele bliver temmelig distanceret og fortællingen fortoner sig bag det der egentlig fylder i forestillingen: Gøgl, trylleri, flotte billeder, fascinerende musik og sang.

Det er til gengæld godt - rigtig godt: En Rune Klan, der udfører forbløffende trylletricks på en dejlig uhøjtidelig og nærværende facon. Akrobater indenfor nycirkus-genren, der med poesi og stor dygtighed udfører vilde tricks og halsbrækkende øvelser. Dansere med Break.

Eller hvad med en – som det er beskrevet i programmet – kortvækstet skuespillerinde, den norske Sigrid Husjord, der vanvittig ekspressivt kaster sin lille krop hid og did fysisk og psykisk.

På musik-siden er det en fornøjelig oplevelse at se fusions-orkestret ANALOGIK, der iført sømands-outfit med lange skæg og det hele, ved hjælp af blæser-og alle mulige andre instrumenter, give forestillingen et varieté-cabaret-agtigt lyd-tapet.

Og så er der Annika Aakjær. Sangerinden med de underfundige tekster og en stor stemme der er helt sin egen og meget smuk. Hendes sange i forestillingen kommer til at svæve i historien – er det for sjov, er det ironi, er det alvorligt ment. Det er nok både og – og smukke er de.

Hendes smukt brølende start på stykket er fantastisk. Det distraherer dog grumme meget, at hun samtidig er udstyret med rødt fuldskæg, men meget i tråd med forestillingen, der er stoppet med mærkelige, absurde og pudsige indfald der intet har med historien at gøre.

Ofte får man indtrykket af at alle indfald har været velkomne og vokset sig store og mærkværdige uden forbindelse med tematikken i stykkets forlæg. Det har så den sidegevinst at du som publikum bliver vidne til billeder og optrin du givetvis ALDRIG har set før.

Det vil være en skam at røbe dem her, men de er vilde og svære at forestille sig. Ingredienserne er blandt andet føromtalte Sigrid Husjord placeret de mest utænkelige steder, og en brug af HELE scene-rummet.

Et andet »greb« i forestillingen er gentagelsen og forstørrelsen. Der er scener og sekvenser der trækkes ud på det helt lange overdrev. Blandt andet en scene mellem Aakjær og Klan, hvor de med skingre stemmer gentager og gentager og gentager i det der for mig endte i pinagtighed. Mens andre publikummer endte i latter-kramper.

Historiefortælleren Per Helge Sørensen er sprechstallmeisteren der binder forestillingen sammen, når han ikke selv glider ned i en rolle i en rulle-stol. Sarkasmen og ironien er tommetyk i teksten, så da han ved slutningen af stykket måske – måske ikke – siger noget, som han mener eller tror på, ja så tror jeg ikke på det. Det opløser sig lidt i fis, ballade og hurlumhej. Men sikken en leg.

 Og Dickens Oliver Twist? Ham synes de på Nørrebro Teater faktisk er kedelig. Han handler ikke og græder konstant af taknemmelighed. Jeg gi´r dem sgu ret, på Nørrebro Teater. Det er så ikke ham du møder på scenen, for kedeligt er Oliver med et Twist ikke.

Oliver med et Twist – det store tabershow. Nørrebro Teater. Instr.: Heinrich Christensen. Til 11. december.