Den ydre ramme om Benn Q. Holms historie er fem skolekammerater, der planlægger at mødes igen efter tredive år.
Boganmeldelse
af Jens Fransen
Forfatteren Benn Q. Holm har det med at tage læserne ud på rejser. Mellemeuropa og København har været centrale omdrejningspunkter i flere af hans tidligere udgivelser.
Også i denne roman bliver der foretaget mange rejser. Både i tid og sted.
Den ydre ramme om historien er fem skolekammerater, der planlægger at mødes igen efter tredive år. Kortfilmmanden Espen, skuespilleren Molly, ambassadørfruen Camilla, forfatteren Petur og den fremadstræbende Anders, som nok er den mest fremtrædende i romanen.
Petur bliver dog ikke inviteret med – så læseren må nøjes med at følge ham gennem de kapitler, hvor han fortæller sin historie.
Gennem parallelforløb beretter de på skift om deres oplevelser gennem årene. Ingen af dem har oplevet et forløsende, frelsende superliv. Samtidig er deres fællesskab kunstigt – et fællesskab i forskellighed fra 80’erne og frem til vor tid.
Som nævnt er rejsemomentet omdrejningspunktet – både konkret og i overført betydning. Personerne optræder på så forskellige destinationer som eksempelvis New York, Reykjavik og Tirana.
Gruppebilleder er ofte set i romanform – også hos Benn Q. Holm – men på trods af en rigtig god prolog og epilog, hvor sanserne rigtig bliver pirret, bliver handlingen for hurtig lidt triviel og klicheagtig. Lidt småkedelig om man vil. Og det er synd, for Benn Q. Holm kan sit håndværk.
Benn Q. Holm : Byen og øen. Lindhardt og Ringhof. 600 sider. 349,95 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278