Martin Scorsese har skabt en inspirerende og tankevækkende dokumentar om George Harrison.
Filmanmeldelse
af Stine Bødker Nielsen
George Harrison var kendt som den »stille beatle«. Han skabte udødelige klassikere som While My Guitar Gently Weeps, Taxman, Here Comes the Sun, My Sweet Lord og kærlighedssangen over dem alle Something.
Alligevel måtte hans talent stå i skyggen af de to stærke personligheder Paul McCartney og John Lennon i mange år.
Men ikke længere! Mesterinstruktøren Martin Scorsese afsætter i en ny dokumentar hele tre timer og 20 minutter til George Harrisons musikalske geni, komiske talent og spirituelle søgen.
Living in the Material World gennemtrawler kærligt og ærligt Harrisons liv – alt fra de vilde ungdomsår, over personlige sensationer som da Eric Clapton stjal hans kone, til rørende beretninger og sjove anekdoter fra berømte venner og familie.
Rock’n’roll og Krishna
Da The Beatles i slutningen af 1960’erne lod sig inspirere af indisk musik, maharajaen og meditation, var det især George Harrison, der var katalysatoren.
Musikalsk førte det en hel del med sig, blandt andet satte det aftryk på sange som Within You, Without You, Norwegian Wood og Here comes the Sun. Også på et personligt plan havde mødet med Østens mystik en afgørende indflydelse på Harrisons liv.
På den ene side ville Harrison gerne dedikere sit liv til det åndelige på linje med de Hare Krishna-munke, han kendte. Samtidig holdt musikkarrieren ham fast i den materielle verden.
Han var dybt inspireret af sitarspilleren Ravi Shankar, og balancen mellem denne og hin verden prægede hele hans liv.
Det er netop denne spirituelle rejse, som er filmens primære afsæt, og det er en klog beslutning. For Beatles- eller blot Harrison-fans er det uden tvivl en interessant og rørende dokumentar, og derudover er det spirituelle aspekt tilpas almengyldigt til, at filmen har mulighed for at ramme bredere end som så.
Forberedt på at dø
Kort før sin død var George Harrison udsat for et overfald i sit hjem, hvor han blev stukket flere gange med en kniv.
Det blev dog i sidste ende blive kræften, der tog livet af ham, men overfaldet fik, ifølge hans kone Olivia Harrison, ham til at forberede sig på at dø.
I et af de sidste interviews inden sin død, fortæller George Harrison om sine tanker om at forlade livet i den materielle verden. Her kan han ikke komme i tanke om noget, han vil savne – kun at han har en søn, som han bør være en far for, så længe han kan. Dermed kunne han fuldt ud hengive sig til den åndelige verden.
Filmen er både inspirerende og tankevækkende. Og den bidrager til at kaste et større og klarere lys over en af musikhistoriens store talenter.
Den fortæller troværdigt og menneskeligt om en begavet mand, der søgte indsigt og ro. Og måske kan den tilmed åbne en ny generations øjne for Harrisons musik og væsen.
Living in the Material World. Instruktion: Martin Scorsese. 3 timer og 20 minutter. Filmen vises i anledning af dokumentarfilmfestivalen mandag 24/10 og kun denne ene dag i Nordisk Films biografer flere steder i landet. Kan købes på dvd og blu-ray fra den 22. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278