Tro mod Brecht og tro mod tiden. Det Kongelige Teater har opsat en særdeles seværdig version af Det gode menneske fra Sezuan.

Regnen siler ned over Det gode menneske fra Sezuan, og guderne er magtesløse.

Miklos Szabo

Teateranmeldelse

af Af John Bruun og Nick Bruun

Tre guder er sendt fra himlen til jorden med den svære opgave for de tre bekvemme figurer at finde et godt menneske på jorden.

Så skal de nemlig ikke lave den om. Verden altså.

De vil sådan set helst løse opgaven hurtigst muligt, så de kan vende hjem til den himmelske behagelighed. Så lidt godt er godt nok.

De er dumpet ned i Kina, i byen Sezuan, og her møder de vandsælger Wang (Peter Plaugborg). Håbløsheden lyser ud af ham; han prøver at sælge vand, mens det regner – det øser ned.

Alligevel går han ukueligt til værks og banker på slummens pap-kasser for at finde logi til de tre guder. Men gæstfriheden har svære kår, når fattigdommen regerer, og det er alles kamp mod alle.

Sådan vises scenariet præcist og symbolsk i instruktør Elise Kragerups iscenesættelse. Og Det Kongelige viser, hvad de kan på scene-teknik-fronten:

Det regner og regner på scenen, der er dækket af pap-plader og ind i mellem plastik-havestole.

Til sidst må Wang ty til den prostituerede Shen Te (Maria Rossing), og guderne er glade for tørvejret, og belønner hende rigeligt.

Det giver Shen Te mulighed for at slippe prostitutionen og starte en tobaks-butik. Men som Brecht sagde om stykket, så foregår det »Alle steder hvor mennesker bliver udnyttet«.

Det præger ligesom også atmosfæren omkring Shen Te´s tobaks-butik. Den demonteres langsomt men sikkert af dem, der synes, de har brug for Shen Te´s hjælp og værdier.

Og herefter udfolder historien sig på bedste vis.

Brecht, Kragerup og Christensen

Elise Kragerup har valgt at bruge en hel masse af Brechts teaterteknik.

På det overordnede plan handler det især om, at vi som publikummer skal være bevidst om, at det er en historie, der nu fortælles fra scenen.

Vi skal ikke svømme hen i naturalismen/realismen og det filmiske teater. Det er efterhånden en så indgroet det af dansk teater, så det virker ikke påfaldende længere.

Så er der alle de greb, som man kan ty til for at bryde illu­sionen. Scenograf Palle Steen Christensen har læst grundigt på lektien.

Scenen er en firkantet skrå platform. Ude langs scenerummets vægge sidder de skuespillere, der ikke er på scenen, og venter på deres entre, mens de ser på stykket.

Mænd spiller kvinder og omvendt. Der er de rekvisitter, der skal til, hverken mere eller mindre. Ordene er i centrum, og det er vi ikke i tvivl om.

Markant fysisk spillestil

Stykket er kompakt, stoppet med modsætninger, handling og spørgsmål. Og godt skue­spil.

Shen Te/Shui Ta spilles usentimentalt, klart og tydeligt af Maria Rossing. Veloplagt og energisk. Nogle sange reciteres, andre synges – ordet er i centrum.

Spørgsmålene er blandt andet: er det muligt at være og vinde med godhed, og få det til at fungere i en verden styret af markeds-mekanismer og kapitalisme?

Og klimaet er gået amok  – det regner og regner. Og guderne – de vil ikke blande sig i det økonomiske.

Tilbage står det lille menneske. Og så kan man finde et alter-ego i en hård fætter, der kan arbejds-give og fordele. Eller man kan være medløber som Shen-Tes venner eller menneskelig udbytter/offer som piloten, der scorer Shen Te og hendes værdier.

Skuespillerne har sammen med instruktøren fundet en stil, der på en gang er både nøgtern og munter, med en markant fysisk spillestil. Det gør forestillingen dynamisk, underholdende og fokuserer på spørgsmålet:

Hvordan kan man være et godt menneske i en umenneskelig verden?

Det gode menneske fra Sezuan af Bertolt Brecht. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Palle Steen Christensen. Det Kongelige Teater Skuespilhuset til 15. december.