Oslo, 31. august er bestemt en tur i biografen værd – men det skal ikke være en hyggetur.
Filmameldelse
af Magnus Ziegler
Man skal ikke regne med at se Oslo, 31. august og have det godt i maven bagefter. For det kommer ikke til at ske. Men det betyder ikke, at man ikke skal se filmen. For det skal man.
Feel bad movies er nærmest en hel kategori for sig selv. Det er ikke en rigtig genre, for de findes i alle afskygninger.
Men det er helt bestemt en gruppering af film med det til fælles, at de efterlader et uudsigeligt indtryk, som man ikke så let kommer over, selv om de rammer på den stille måde.
Oslo, 31. august er på det bestemteste en feel bad movie. Men hvilken genrekasse kan man putte den i?
Det mest nærliggende er drama, men fokusset på den spillevende og ekstremt velskrevne dialog (danske manuskriptforfattere – lyt efter!) er alligevel atypisk for et traditionelt drama.
En dag i afvænning
Der sker ikke meget andet i filmen end dialog. Og derfor er det også modigt, at der går 25 minutter, før der åbnes op for den.
Først skal vi igennem et nærmest Jim Jarmusch’sk anslag, hvor den næsten rehabiliterede narkoman og hovedperson Anders (Anders Danielsen Lie) forsøger sig med selvmord.
Så er stilen ligesom lagt. Det er modigt, rigtigt modigt. Og resultatet er godt – rigtigt godt.
I Oslo, 31. august følger vi Anders på hans udedag fra afvænningsklinikken. Anledningen er en jobsamtale, og Anders benytter lejligheden til at mødes med sin bedste ven Thomas (Hans Olav Brenner), sin svigerinde, tage til fødselsdagsfest og ringe en del til den uopnåelige ekskæreste Iselin, der bor i New York.
Filmen er løst baseret på bogen Le feu follet (Den Indre Ild) fra 1931 af Pierre Drieu La Rochelle, filmatiseret af Louis Malle i 1963. Men man mærker ikke materialets alder, for det er så elegant opdateret til et moderne Norge, at alting glider smertefrit.
Nordisk kvalitetsfilm
Instruktør og medforfatterJoachim Trier har bemærket, at særligt én scene i bogen, hvor hovedpersonen opsøger sin bedste ven, interesserede ham.
Det mærker man i scenen mellem Anders og Thomas. Den brænder stærkt igennem som filmens længste og mest centrale dialog om spildte chancer og håbløshed, og hvor Hans Olav Brenner, der ellers til daglig er tv-vært, gør det fremragende.
Hele filmen er præget af håb. Men under håbet er konstant en boblende, lurende følelse af usikkerhed for Anders.
Hvordan skal det gå ham? Det finder man ud af til sidst, naturligvis, og kulminationen er lige i skabet.
Filmen blev overhældt med roser på årets Cannes-festival, selv om den desværre kom til at stå i skyggen af instruktørens danske navnebrors eskapader.
Ikke desto mindre er den et must, hvis man er til nordiske kvalitetsfilm med kant.
Oslo, 31. august. Instruktion:Joachim Trier. 95 minutter. Har haft premiere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
