»Huden jeg bor i« er et intenst drama, der i bedste Almodovar-stil udfordrer os og forsøger at menneskeliggøre selv den dybeste perversitet.
Filmanmeldelse
af Luise Rütting Schweitz
Den spanske instruktør Pedro Almodóvar har gjort det igen.
Huden jeg bor i er endnu en lækkerbisken af overdådighed, smukke mennesker, sexuelle undertoner, med en snert af perversitet, som han dog serverer sådan, at man næsten bliver tiltrukket af den.
Den efterhånden 62-årige instruktør er som altid ikke bange for at bevæge sig ud i et univers af tabu´er. Huden jeg bor i holder sig da heller ikke tilbage fra utroskab, selvmord, psykisk sygdom, voldtægt, mord og bedrag for bare at nævne nogle, uden at afsløre for meget.
Kort fortalt handler filmen om plastikkirurgen Robert Ledgard (Antonio Banderas), der efter at have mistet sin hustru efter en brandulykke, forsker i at skabe en kunstig hud. Det gør han dog ikke helt efter medicinsk-etiske regler.
Som filmen skrider frem, opdager man at der ikke er mange ting han gør, som overholder reglerne. På sit ensomt liggende smukke landsted i varme Toledo, sker der lidt af hvert, startet af en lavine af hændelser efter hans datter Normas voldtægt.
Facaden holdes ved hjælp af hans mangeårige hushjælp Marilia, som er den eneste der ved, at en ung kvinde ved navn Vera (spillet af smukke Elena Anaya) er fange i Ledgards hjem.
Veras rolle viser sig ikke kun at være forsøgskanin for den kære doktor, men også at lukke andre huller end de forskningsorienterede.
Antonio Banderas gør det rigtig godt og det er skønt at se skuespilleren i en rolle med tyngde som udfordrer ham og viser hans potentiale, frem for flødebollerollerne i hans Hollywoodfilm.
Hans iskolde og sadistiske fremstilling af Ledgard er gruopvækkende. Hans samspil med den smukke Elena Anaya er ganske enkelt bare fantastisk.
Elena er en stenmaske, som ikke lader tilskueren gætte hendes motiver og hun fastholder en i historien næsten til det sidste.
Almodovar går med Huden jeg bor i i en lidt anden retning end hvad vi ellers har været vant til. Han bevæger sig længere ned i det groteske og perverse, som også vises i scenografien, som denne gang er mindre farverig end hvad vi har set for eksempel i hans familiedramaer Alt om min mor og Volvér.
Kompliceret og anderledes kærlighed har vi set i hans film Tal til hende, men i Huden jeg bor i, tager han kærligheden et skridt længere ind i mørket.
Musikken, som komponisten Alberto Inglesias står bag er et mix af flamenco og jazz og er fænomenal til at understøtte filmens dysterhed med et strejf af elegance.
Alt i alt er Huden jeg bor i en Almodovar-film, som man ikke må misse, selv om han ikke helt formår at runde denne komplekse thriller af med et vanvittigt klimaks og pusten får lov til at gå en smule af ballonen.
Huden jeg bor i. Instruktion: Pedro Almodóvar. 120 minutter. Har haft premiere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
