Der er rigeligt hippiesyre i denne ellers berettigede gavtyvroman, der med en ofte godt formuleret samfundskritik uddeler lussinger til højre og venstre.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Sidste udskænkning i slaraffenland fortælles af den 25 årige antiglobaliseringsaktivist Gabriel Brockwell, der har et noget filosofisk – og neurotisk sind.
Han vågner en dag op på en afvænningsklinik efter en mislykket politisk aktion mod profit og et »intetsigende og tomt« samfund. Han har besluttet at begå selvmord, men vælger at udskyde det.
Først vil han arrangere en dekadent og pervers »enden på kapitalismen fest« i den gamle, nyligt nedlagte, nazi-lufthavn Tempelhof i Berlin. Et brag af en undergangsfest.
Han sætter ild til klinikken og rykker hjem til kollektivet i London, hvor han – noget usolidarisk – tilraner sig sine medaktivisters pengekasse, for på businessklasse at flyve til Tokyo.
Her opsøger han sin ven, den anarkistiske og gudbenådede kok Nelson Smuts, der har hang til det dekadente. Han oplever en »nær-døden-oplevelse«, da han spiser de giftige fugu-fisk-æggestokke, deltager i orgier, hvis ingredienser er mad, stoffer og sex, blandt andet i et fiskebassin med en blæksprutte. Derudover føres han sammen med japanske gangstere, med mere.
Tingene fungerer ikke for ham og han vender alene tilbage til Berlin.
Bogen, der er lidt af en gavtyvroman, er en berettiget og ofte godt formuleret samfundskritik der uddeler lussinger til højre og venstre; til filosoffer og litteratur; til den kapitalistiske, vestlige livsstil, som fik nogle knubs af finanskrisen men hvor den hårde kerne fester videre, hvilket Gabriel finder korrumperende og dødsdømt.
Bogens forfatter, DBCPierre, er skarp, dekadent og underholdende med et spændende sprog, der sine steder minder om Erik Clausen på speed.
Til gengæld er han en tvivlsom analytiker der nok vil få marxistiske briller til at dugge. Der er lige lovligt meget rester af den syrede del af ungdomsoprøret.
DBC Pierre er et kunstnernavn som dækker over den australske forfatter Peter Finlay. Han modtog i 2003 den fornemme Man Booker-pris for sin debutroman Vernon G. Little.
DBC står for »Dirty but Clean« og skal minde forfatteren om, at han engang var ude i noget snavs med stoffer, alkohol og svindel men nu er ren.
DBC Pierre: Den sidste udskænkning i slaraffenland. 380 sider 299 kroner. Hr. Ferdinand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278