28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3. november 1979 - Massakren i Greensboro

3. november 1979 - Massakren i Greensboro

Torsdag, 03. november, 2011, 12:43:00

Amerikanske nazister og Klu Klux Klan-medlemmer dræber fem og sårer 11, da de med politiets velsignelse skyder ind en folkelig protest mod racisme i Greensboro, NC.

Den 3. november 1979 samles flere hundrede mennesker i en protestdemonstration i et arbejderkvarter i byen Greensboro i staten North Carolina i USA. De er kommet for at vise deres modstand imod de medlemmer af den racistiske terrororganisation Ku Klux Klan (KKK), der igennem flere år har terroriseret byen.

Protestaktionen ender som en massakre, da medlemmer af Klanen og det amerikanske nazistparti angriber demonstranterne i planlagt terroraktion.

Den folkelige modstand imod KKKs tilstedeværelse i Greensboro er steget støt siden sommeren. Især det maoistiske parti Communist Workers Party (CWP) har været aktive i at mobilisere befolkningen til modstand i arbejderkvartererne, hvor en stor del af befolkningen er sorte.

 Tidligere på året er det flere gange lykkedes at afbryde KKKs møder, og aktionen den 3. november skal blive den hidtil største folkelige protest imod racismen i Greensboro.

CWP har åbent været ude og opfordre Klanen til at stå frem og »møde folkets vrede«, og det er desværre præcis, hvad en gruppe medlemmer af KKK, støttet af aktive medlemmer af nazi-partiet har besluttet sig for at gøre.

Midt under demonstrationen kommer en kortege af biler fyldt med bevæbnede KKK-medlemmer  kørende midt ind i folkemængden. Til at begynde med bliver der kun udvekslet ukvemsord og stenkast, men pludselig bliver der åbnet ild fra kortegen.

I et par minutter hersker totalt kaos, mens KKKerne skyder direkte ind i mængden. Fem demonstranter bliver dræbt og yderligere elleve såret. Under hele forløbet har politiet, der ellers som regel er stærkt repræsenteret ved anti-racistiske demonstrationer, glimret ved deres fravær.

I 2005 afslører en undersøgelseskommission, at forbundspolitiet FBI forud fra demonstrationen var fuldt bekendt med KKKs planer om at gribe til vold, og at en agent fra myndighederne, der havde infiltreret Klanen direkte har opfordret til at medbringe våben i bilerne. Trods denne viden har politiet intet gjort for at forhindre massakren.

I alt elleve medlemmer af KKK bliver efterfølgende stillet for retten, men de bliver alle frikendt af juryen, hvori der kun sidder hvide. En lille oprejsning får ofrene dog i 1985, da de efterladte vinder et søgsmål på 350.000 dollars imod Greensboro by for politiets medvirken til at mulig­gøre massakren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2011 - 12:43   03. sep. 2012 - 10:59

Historie