Med vedtagelsen af resolution 242 i 1967 fik Israel et folkeretsligt grundlag for at fortsætte besættelsen af de områder, der blev erobret i 6-dagskrigen samme år.

Den 22. november 1967 vedtog FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt den berygtede Resolution 242. Den er siden blevet et centralt omdrejningspunkt for alle senere forhandlinger om fred i Mellemøsten og Israels besættelse af palæstinensiske områder.

I begyndelsen af juni samme år har Israel ført en kortvarig krig imod de arabiske nabolande og erobret store landområder, blandt andet hele Sinai-halvøen, vestbreden af Jordan-floden, Gaza og de syriske Golan-højder. Krigen har betydet store flygtningestrømme ud af israelsk besatte områder og har givet en international frygt for, at Israel vil gøre besættelsen permanent i strid med Folkeretten.

I FN’s sikkerhedsråd gik bølgerne højt, mens USA des­perat forsøgte at beskytte sin allierede imod kritik. Frem for alt ønskede USA og Israel at undgå en resolution der utve­tydigt krævede, at Israel overholdt Folkeretten og trak sine tropper helt ud af de besatte områder.

Den britiske FN-ambassadør Lord Caradon kom frem med en løsning i form af et resolutionsforslag, der tydeligt fastslog, at ingen stat har ret til at udvide sit territorium gennem krigsførelse. Den formulering skal afholde israelerne fra at gøre besatte områder til en del af Israel.

Det palæstinensiske folk blev ikke nævnt med ét ord i teksten, og befrielsesbevægelsen PLO nægtede da også  helt frem til halvfemserne at anerkende resolutionen. 242 taler også om en »retfærdig« løsning på spørgsmålet om de mange flygtninge, primært palæstinensere, der er resultatet af Israels krigsførelse.

Det helt springende punkt blev formuleringen af kravet om israelsk tilbagetrækning. Her valgte Lord Caradon bevidst at formulere kravet upræcist ved at tale om »territorier besat af Israel under den seneste konflikt«.

Hovedparten af de 15 lande i Sikkerhedsrådet, der stemte for resolutionen (der­iblandt Danmark), har siden fastholdt, at Resolution 242 omhandler alle de besatte områder, men den upræcise formulering har igennem mere end 40 år givet Israel og dets allierede et forsvar for, hvorfor resolutionen aldrig er blevet opfyldt.

Til trods for at næsten alle parter i Mellemøsten i dag anerkender 242 som udgangspunktet for forhandlinger om fred, har Israel kun fuldt efterlevet resolutionen på ét punkt: Tilbagetrækningen fra Sinai-halvøen, og selv det resultat krævede et delvist nederlag i krigen mod Egypten i 1973.

På alle andre områder fortsætter den folkeretsstridige besættelse.