10 år efter nedlæggelsen af statens officielle Public Serviceråd nedlægger dets frivillige afløser, Det Ny Public Service Råd, sig selv for at lægge pres på politikerne.

Der er gået 10 år siden, at en række mennesker fra dansk kunst–, kultur– og medieliv oprettede det alternative Det Ny Public Service Råd.
Rådet blev oprettet for at fylde det hul, der opstod efter at Fogh-regeringen nedlagde det officielle Public Service Råd i 2002.
Nu har Det Ny Public Service Råd besluttet at nedlægge sig selv for at presse politikerne på Christiansborg til at handle, før Danmark mister en hel generation af unge og voksne public servic-brugere.
Det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra rådet, at »problemerne er blevet så omfattende, at det kræver større muskler«.
– Det har været lidt af en falliterklæring, at så vigtigt et emne for det danske demokrati har været overladt fuldsætndig til tilfældige kræfters indsats. Politikerne har ganske enkelt for let kunne lukke øjnene for udfordringerne, siger rådets formand, professor Bjørn Nørgaard.
Den største udfordring er ifølge rådet, at medieudbuddet har ændret sig så voldsomt de sidste 10 år, at public service ikke længere er en del af de unges mediebevidsthed.
– De unge finder viden i det virtuelle rum. Og dermed mister vores samfund en meget vigtig og central del af public service-tanken, siger formanden.
Indbygger i danmark
Det Ny Public Service Råds formand peger på, at et centralt led i public service er at sikre og styrke dansk sprog, identitet og kultur, herunder fremme bevidstheden om den mangfoldighed af identiteter og livsformer, som Danmark rummer.
– Men de unges meningsdannelse kommer i højere og højere grad fra tilfældige apps og andre virtuelle platforme – langt fra den kendte nyhedsformidling. Hvis vi samtidig oplever, at mange unge finder grundlæggende viden ved bare at skrive ordet og så søge på YouTube. Så står det danske samfund altså med en kæmpe udfordring for public service!, siger Bjørn Nørgaard.
Derfor opfordrer han politikerne på Christiansborg til igen at sætte Public Service på den offentlige, officielle dagsorden. Det skal ske ved at nedsætte et officielt Public Serviceråd, som kan tage udfordringen op.
Han håber, at nedlæggelsen af Det Ny Public Service Råd vil sætte skub i det arbejde.
– Det går vi naturligvis i håb om, at regeringen og Folketinget tager stafetten og fører vores arbejde videre, slutter Bjørn Nørgaard.
Hvidbog om arbejdet
Det Ny Public Service Råds 10-års jubilæum blev fejret med en stort mediekonference i går i Fællessalen på Christiansborg. Her fremlagde Bjørn Nørgaard hvidbogen Et hold smagsdommere, der ikke vil tie.
Derefter havde Det Ny Public Service Råd arrangeret en paneldebat om emnet Public Service nu og i fremtiden.
Her var der indlæg fra generaldirektør Maria Rørbye Rønn, DR, administrerende direktør Merete Eldrup, TV2, chefredaktør Rasmus Emborg, Avisen.dk, samt kultur– og medieordførere fra Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative og Socialistisk Folkeparti.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278