Lektor Jørgen Grimstrup, der gør op med sin fortid som kommunist, var en gang på partiskole i DDR. Det lærte han ikke meget af.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
I et selvopgør med sin kommunistiske fortid fortæller lektor i historie og geografi ved Viborg Katedralskole, Jørgen Grimstrup om huslejeboykotter, fredsbevægelsen, Vietnamkrigen, DKP’s partiliv og de fortrædeligheder, der ramte en idealist som ham.
Sammen med omkring 5000 andre meldte Grimstrup sig ind i DKP i starten af halvfjerdserne, for »Fremtiden så lys ud for kommunisterne i Danmark. Det har været medvirkende til, at jeg ville være medlem af DKP«.
Et såkaldt medvindsmedlemskab. Det skal han ikke bebrejdes. Andre desillusionerede kommunister har fortalt om, hvordan de blev medlemmer grundet smukke DKU’ere og gode fester.
At »tidsånden« var stærkt venstreorienteret skyldtes ifølge lektoren, at de marxistiske oprørere havde »ordet i deres magt« og havde stor indflydelse på »samfundsdebatten« og »på det, som marxister kalder »den åndelige produktion««. Undertegnede mener nu at kunne huske, at hele overbygningen også dengang var overklassens.
Offer for tidsånden
Grimstrup var ikke den eneste intellektuelle der røg i fælden og blev ofre for »tidsånden«.
I bitre toner angribes forfatterne Peter Seeberg og Erik Knudsen. Den første for at skrive »Jeg forstår Baader-Meinhof-gruppens aktioner« og Knudsen for ikke at kunne finde »forsonende træk ved kapitalistiske lande«.
Lektoren noterer hovent men løgnagtigt, »at »USA ikke har startet en imperialistisk erobringsbølge« efter Sovjets fald. Irak og Afghanistan undtages af lektoren, da det var »reaktioner på terrorangrebet på tvillingetårnene«.
En påstand mod Knudsen og den danske venstrefløj var, at man »så med blidere øjne på Sovjetunionen og de andre kommunistiske lande end på USA og Vesten«.
Ud over denne noget subjektive observering kan denne skolede »partiaktivist« vel ikke mene, at disse lande var kommunistiske?
Bortset fra at Hrustjov en enkelt gang i en vodkarus benævnte Sovjet som sådan har de fleste vel kun kunne strække det til at være socialistiske – det vil sige overgangssamfund mellem det kapitalistiske og kommunistiske?
Undertegnede mindes, at den samlede venstrefløj, undtagen DKP, demonstrere mod Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet og Afghanistan og dets »socialimperialistiske« karakter i al almindelighed. Det var absolut ikke fredet.
Angreb på afdøde
Grimstrup bruger et helt kapitel på at udstille SF’s tidligere Store Rorgænger, Gert Petersens vandring fra DKP’er til reformsocialist.
I det hele taget tager han godt fat i folk, der – grundet fysisk bortfald – er ude af stand til at forsvare sig. Da de levede, var han opportunistisk tavs.
Om Nicaragua hedder det om de danske forfattere der støttede sandinisterne, at de »bryder sig ikke om, at USA støtter kontraerne finansielt og militært. Men hvorfor skulle USA ikke gøre det, når sandinisterne fik moralsk og anden hjælp fra venstreorienterede verden over«. Sikken logik.
Om Vietnambevægelsen når lektoren frem til, at »når der var så mange protester mod Vietnamkrigen i Vesten og især i USA, skyldtes det et fint træk hos de vestlige demokratier. Man er kritisk over for forhold i sit eget samfund«.
Hvilket vås. Hvordan så forklare de voldsomme demonstrationer i det zaristiske Rusland før revolutionen? Eller i de nuværende arabiske lande?
Hang til marx
Da forfatteren kom på Århus Universitet,valgte han »marxistisk økonomi« frem for »national økonomi« og mindes, at »der er mere fornuft i Marx« tænkning end i Hitlers, selv om konsekvenserne af de tos tænkning på mange måder var de samme«.
Han opdagede også, at »Karl Marx ikke havde svar på alt«. Så har studiet da ikke været helt spildt.
Forfatteren fik også forståelsen af, at »man skal ikke tro DKP var et almindeligt demokratisk parti«. For »havde Den Røde Hær befriet Danmark, ville de sovjetiske besættelsesmyndigheder uden tvivl have samarbejdet med DKP om at overtage magten«. Undertegnede syntes at have læst dette før.
Grimstrup optog en plads på partiskolingskursus i DDR og »selv om jeg i dag anser meget af det, der blev sagt på kurset, for forkert, så var der kerner af sandhed i det«. Han fandt også ud af at det nynazistiske NDPV, var »skabt af SED (Det østtyske kommunistparti, bn) for at holde styr på de gamle nazister«. En lidt vovet påstand.
Der bruges et helt kapitel på at nedgøre Lenins teori om Imperialismen – kapitalismens højeste stadium. Og da han i på sit studium skriver speciale om USA’s imperialistiske Marshallplan, finder han ud af at Lenins teori er løgn.
Usmageligt opgør
Et andet kapitel bruges på at gennemhegle Sovjets og DKP’s fredsarbejde. Her får DKP’s »cheffredsmager« Anker Schjerning med pisken, så det fremstår som et usmageligt og personligt opgør. Det er i øvrigt det eneste kapitel, hvor forfatteren har forstået lidt.
I bogens sidste par afsnit hælder lektoren skidt ud over alt til venstre.
Han konstaterer blandt andet om Dagbladet Arbejderen, at det er »mærkeligt, at det er den mest ekstreme fraktion blandt de marxist-leninistiske grupper, der har overlevet, og at partiet (der menes avisen, bn) endda kan mønstre støtte fra en bred vifte af kendisser på venstrefløjen«.
Perfid og ynkelig
Lektor Grimstrup var medlem af DKP i årene 1974–85 og forsvarede i alle årene Sovjetunionens politik. Om hans år som »partiaktivist« er tonen lettere nedladende, hvor den om mange, især afdøde medlemmer, er perfid.
Hans teoretiske opgør med partiet er ofte lige så tyndt og flæbende som bogen i sin helhed.
En række eksempler på partiets manglende modtagelighed overfor hans kritik fik ham til at melde sig ud.
Lektoren, der i dag oftest skriver læserbreve i Jyllands-Posten, hyler i en kronik i Politiken 25. maj 2010, at: »jeg har ikke noget mod at sige undskyld for mit ophold på Lütten Klein«.
Lektor Blomme fik børn til at hyle. Lektor Grimstrup hyler selv.
Jørgen Grimstrup: I folkedemokratiets tjeneste. En tidligere kommunists selvopgør. 220 sider, 249 kroner. Informations Forlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
