Velkommen til den ultimativt syge togrejse mellem Dødstrup og Skamdrup i Erling Jepsens nådesløse portræt af et udkantsdanmark i os selv.
Teateranmeldelse
af Gert Poder
Far har det skidt med sin tabersøn og foretrækker schæferhunden. Derfor tror sønnen, at han er en hund. Mor har trykket hånd med Heinrich Himmler i Hamborg. Det glemmer hun aldrig.
Bådteatrets bug er omdannet til en togkupé på rejse fra Dødstrup til Skamdrup et sted i Udkantsdanmark. Her regerer togføreren. Han synger mojn til sine passagerer. Det betyder davs på sønderjysk.
Æ græns au æ sproch ær æ græns au æ verden – »Grænsen for vort sprog er grænsen for vor verden« er overskriften for instruktøren Emil Hansens grænseoverskridende dukketeater M.O.J.N.
Det bygger på Erling Jepsens to radiodramaer Rejsen til Sankt Hans og På Sankt Hans om et sønderjysk ægtepar, hvis søn er indlagt fordi han er begyndt at opføre sig som en hund.
Som i Kong Lear sidste år (anmeldt i Arbejderen 23. oktober 2010) sender dukkemager og –fører Rolf Søborg Hansens groteske figurer kolde gys ned af rygraden i deres leg med en virkelighed, der kun kan findes i en vanvittig fantasi.
Paranoid verden
Erling Jepsens lille-verden klamrer sig paranoidt til illusionen om tryghed, pænhed, renhed. Svineriet foregår indendørs, bag det rene linned. Man knepper da sine svin, man røvpuler sin hund, det gør de andre – det ved da alle og enhver. Skulle der ryge et barn med, så herregud...
Mor trøster nærmest kærligt sin søn, hunden:
Det er dig, der er syg. Lille skat. Det har også været svært for dig. Du må ikke bebrejde far noget. Du ved, hvordan han er. Du ved, far har altid godt kunnet lide store bryster. Det er nok derfor, han faldt for mig. Men han har jo stadig det med hjertet. Vi må passe på ham. Det er dig, der er syg. Lille skat.
Mor er en lus mellem to nedslidte negle, sværtet sort af et langt livs løgne og desperat søgen efter normalitetens ulidelige lethed. Imens tilfredsstiller Far uhæmmet sine lyster, krydser enhver grænse for anstændighed.
Hendes lod er at klamre sig til sin lurvslidte værdighed, stædigt undgå at se sandheden i øjnene, nægte at anerkende forfaldet og vanviddet omkring sig, sin egen fiasko: Du ved hvordan han er! Det er dig, der er syg. Lille Skat.
Årets perverser
M.O.J.N.’s særlige dramatiske styrke er dens blanding af klassisk lydmontage i Tim Hinmans regi og et tidsløst dukketeater, tilsat Bodil Bay Schultz og Camilla Bjørnvads geniale scenografi, bølger af røg, kaskader af lys. Det er kvalmende, paranoidt, perverst.
Groteske masker, dryppende sentimentale sangstumper om moderbinding, afsavn, længsler, skuffelser og ukueligt håb blander sig med hvinende skinner i røg og damp under togets mareridtsrejse, frem mod endestationen, rejsens naturlige afslutning – Dødstrup.
M.O.J.N. er ikke for folk med sarte nerver. Det vinder ubesværet prisen som årets mest brutale, perfide, selvdestruktive og ondskabsfulde hjerneknipser.
Det er gudskelov baredukketeater – eller er det? Se selv efter – hvis du tør.
M.O.J.N. på Bådteatret, Nyhavn. Instruktion Emil Hansen. Lyd: Tim Hinman. Tekst: Erling Jepsen. Til 17. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
