– At folk kender os, er nærmest som en skudsikker vest, fortæller Jeihhco. Folk kender vores kollektiv, og hvad vi gør for freden, og derfor passer kvarteret på os.
Den 16. oktober 2002 er en dag »Jeihhco« aldrig vil glemme.
På den dato sendte daværende præsident Álvaro Uribe tungt bevæbnede soldater, helikoptere og tanks ind i »Comuna 13« – et område i Colombias anden største by Medellín. »Operation Orion« var indledt.
– Der var dømt total krig, fortæller Jeihhco, som han er kendt som i byens spirende hip hop-miljø.
Jeihhcos borgerlige navn er Jeison Alexander Castaño Hernández. Han er 27 år, og er født og opvokset i Comuna 13. Arbejderen møder ham i en lejlighed i hjertet af Nørrebro.
København er et af hans stop på vej rundt i Europa. Han er her for at fortælle om sit liv, om sin musik, om kampen for fred og om den borgerkrig, der har haft en så enorm indflydelse på hans liv og på hans comuna.
Tilbage i 2002 oplever den da 16-årige Jeihhco, at krigen for alvor er kommet til hans nabolag. Det er nogle år siden nu, men minderne står krystalklart, og de kan aflæses i Jeihhcos ansigt, som han begynder sin historie.
– De sendte 1000 mand ind fra hæren støttet af et ukendt antal paramilitære, to kamphelikoptere og 16 tanks. Der var fuldstændigt kaos i de næste tre dage, og 62 mistede livet. Menneskerettighedsgrupperne siger, at langt størstedelen af dem var civile, som ikke var en del af konflikten, fortæller Jeihhco.
Allerede et par år inden kom hæren og de paramilitære til området, og hæren ville drive de bevæbnede grupper, ud som siden 1989 havde gjort deres indtog i Comuna 13. Først kom guerrillabevægelserne i FARC og ELN til bydelen. Senere hæren og de paramilitære og i dag er Comuna 13 og andre områder delvist styret af kriminelle bander.
En ond cirkel
Men Operation Orion var langt fra første gang, Jeihhco mærkede krigen på egen krop.
Hvor børn i København brugte deres barndom på at lege krig, så levede Jeihhco hele sin barndom midt i en krig. En krig, der blev udkæmpet i hans kvarter.
– Det er sådan jeg er vokset op: Først kom guerilla-grupperne med deres undertrykkelse, så kom staten og de paramilitære med alle deres våben og undertrykkelse, forklarer Jeihhco og fortsætter.
– Jeg har en lille dreng på seks år. Da jeg var seks år og gik på vej til skole, så jeg bevæbnede mænd på gadehjørnerne. Da hæren så kom, sagde de, at de ville smide alle de væbnede grupper ud. Men i dag, hver morgen, følger jeg min søn i skole, og på hvert gadehjørne er der bevæbnede mænd. Nu er de bare fra staten. Et våben er et våben, og grundlæggende set er det ikke med våben, man finder freden, siger Jeihhco, mens han demonstrativt tapper pegefingeren i træbordet foran sig.
Det er eftermiddag i slutningen af november, og mørket er allerede ved at sænke sig over Nørrebro og Folkets Park et stenkast derfra. Jeihhco skal snart tilbage til sit liv i la comuna.
I stearinlysets skær fortæller han, at våbnene og volden har formet ungdommen i de fattige kvarterer i Medellín.
– Den strukturelle vold, som jeg har oplevet, siden jeg var barn – og det er ikke kun våbnenes vold, jeg taler om – denne vold har også en stor social slagside. Mange mænd slår deres koner og børn og behandler dem dårligt. Det er en voldelig kultur, og det er en patriarkalsk opdragelse præget af vold. Det betyder, at vi lever i en ond cirkel, som blot gentager sig selv igen og igen, fortæller den colombianske rapper.
Håb og hip hop
Da statshæren, politiet og de paramilitære rykkede ind i Comuna 13 ændrede livet sig ikke til det bedre. I 2003 og 2004 fandt den store »demobilisering« sted. Det var en kampagne, som regeringen stod i spidsen for, og som skulle få de lovløse og stærkt højreorienterede paramilitære grupper til at nedlægge våbnene. Til gengæld ville de få nedsat deres straf og i nogle tilfælde gå helt fri.
En del af de paramilitære endte med at opgive våbnene, men andre reorganiserede sig og dannede nye kriminelle grupper – blandt dem Aguilas Negras (De Sorte Ørne) – som i Medellín er notorisk kendt for at indføre udgangsforbud for de unge og indføre deres helt egne »moralske« love.
Grupper som denne er kendt for at slå unge ihjel på gaden blot for at ryge marihuana.
I 2002, det samme år som den blodige Operation Orion, besluttede Jeihhco og en gruppe venner at forsøge at gøre noget ved den vold, som var en del af deres hverdag.
De skabte hip hop-netværket »La Elite« (Eliten) i Comuna 13.
– For os var det en måde at blande os i det offentlige liv: socialt, kulturelt og politisk. Det gjorde, at unge som mig blev deltagende, at vi kan være en del af processen, at vi kan tale, fordømme, udtrykke os, bevidstgøre os og i det hele taget spille en rolle, siger Jeihhco, med opløftet tone i stemmen.
Men hans toneleje falder kort efter, da han fortæller om farerne ved at blande sig i den offentlighed debat i Colombia og rappe om det Medellín, man ønsker – en by uden våben og vold. En by, hvor indbyggerne selv kan bestemme over deres fremtid.
– De sidste to år er fem af vores kammerater fra hip hop-miljøet blevet myrdet, fortæller han og ser for en kort stund ned i bordet.
»Det hvide guld«
Imens La Elite voksede sig større og flere unge energisk kastede sig over hip hoppen, fortsatte volden i byen. Det var nu »Don Berna«, en af lederne af den paramilitære gruppe AUC, som kontrollerede dele af Medellín, og det var Don Berna, som med skibe sendte tonsvis af kokain videre til især USA.
– I 2002, efter de paramilitære rykkede ind, ændrede min comuna sig fuldstændigt. Der begyndte stofferne for alvor at komme til kvarteret. Og snart blev der taget stoffer alle steder. Egentlig skulle staten jo tage sig af sådan noget, men det skete ikke. Så tingene blev værre og ikke bedre, siger Jeihhco
AUC er blot en af de bevæbnede grupper, der har gjort det hvide pulver til deres levevej.
Men mens smugling og salg af kokain er et livsfundament for nogle, så betyder »det hvide guld« død og ødelæggelse for andre.
I 2007 blev Don Berna fanget og senere udleveret til USA, og pludselig kæmpede en masse grupper om at overtage kontrollen og dermed sætte sig på magten og kokainmarkedet. I dag kæmper alle disse kriminelle grupper fortsat om kontrollen.
Revolution uden døde
To år efter hip hop-netværket La Elites fødsel lykkedes det de unge fra kvarteret at stable en festival på benene.
Siden da er »Revolución sin Muertos« (revolution uden døde), som festivalen hedder, blevet en årlig begivenhed i comunaen med tusindvis af besøgende.
– Hvorfor lave den her festival? Fordi det giver mening, fordi du kan drømme, fordi det tillader dig at have håb, fordi det giver energi og håb til børnene og de unge fra Comuna 13. Hele byen ved, at i Comuna 13 er der hip hop, der er håb og drømme, siger Jeihhco.
På trods af volden, mordene på hans kammerater og det faktum, at han er en af de ledende figurer i hip hop-miljøet, så fortsætter Jeihhco med at blande sig, skrive tekster, arrangere festivaler og færdes frit på gaden i sit eget kvarter.
– At folk kender os, er nærmest som en skudsikker vest. Folk kender vores kollektiv, og hvad vi gør for freden, og derfor passer kvarteret på os. For pigerne og drengene betyder vi liv.
Som alle andre har han dog sin helt personlige frygt, forklarer han.
– Noget jeg frygter i min egen comuna er en vildfaren kugle, som ikke er tiltænkt mig. Eller at nogen tror jeg har sagt noget, jeg ikke har, og vil myrde mig. Men noget, der giver mig ro, er alle de aktiviteter, vi laver.
I 2009 grundlagde de unge hip hoppere i La Elite en hip hop-skole.
– Festivalen var et forslag om at gøre tingene anderledes, men der var også brug for at uddanne og for at lave aktioner. Det er vigtigt, at de unge ved, hvad der sker i verden, og hvad der sker i deres kvarter. Det gjorde og gør vi blandt andet gennem workshops og undervisning, hvor vi lærer dem at rappe, synge og danse. Derudover forklarer vi dem om den væbnede konflikt.
Jeihhco bliver tydeligt berørt, da han fortæller, at en af hans venner, som var medstifter af skolen, blev dræbt den 24. august 2009. I det hele taget er det til tider op ad bakke.
– Der er masser af den her slags grupper, som forsøger at lave aktiviteter for og med de unge i kvartererne, men de modtagere sjældent støtte fra borgmesteren.
Den 27-årige rapper har allerede oplevet meget i en ung alder, og Medellín har givet ham ar på sjælen. Krigen har været og er en central del af hans liv, fortæller han i den lille lejlighed på Nørrebro. Her er det helt mørkt udenfor. Men for Jeihhco og de mange rappere, hip hoppere, dansere og for alle børnene i Comuna 13 er der lys forude.
– Vi bliver nødt til at fokusere på det positive, som sker i vores område: musikken, vennerne, festen, skolen, hip hoppen. Vi har masser af positiv energi, og inddirekte angriber vi krigen. På den måde lader vi ikke frygten lamme os. På den måde kan vi stadigvæk handle, siger Jeihhco, og kommer i tanke om et citat han engang er stødt på: »Aktion dræber frygten«.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
