Da den amerikanske frugt-gigant United Fruit Co. føler sine interesser i Colombia truet af strejker, udløser det en massakre mod arbejderne.

Søndag formiddag den 6. december 1928 samles mange hundrede mennesker efter gudstjeneste på gaderne i byen Cienaga i provinsen Magdalena i den sydamerikanske stat Colombia.

De fleste af de forsamlede er strejkende plantagearbejdere og deres familier, og de er netop på vej til at blive ofre i en af de blodigste massakrer der nogen sinde er begået mod aktionerende arbejdere.

I næsten en måned har arbejdet ligget stille på de store bananplantager i regionen, arbejderne er gået i strejke med krav om en otte timers arbejdsdag og seks dages arbejdsuge samt at alle landarbejdere skal have skriftlige kontrakter der garanterer deres rettigheder.

Strejken har fået bred opbakning fra de store fagforbund over hele landet og er på det tidspunkt den største kollektive faglige aktion, man har set i Colombia. Plantage­ejerne er selvfølgelig alt andet end tilfredse den organiserede modstand mod udnyttelsen, ikke mindst det amerikansk ejede selskab United Fruit Co., der ejer langt de fleste plantager.

United Fruit er et stort og magtfuldt selskab med forbindelser direkte til USA’s regering, og i begyndelsen af december truer den amerikanske udenrigsminister direkte med at lade Marinekorpset invadere Columbia for at bekæmpe strejken og beskytte United Fruits interesser.

Stillet overfor truslen om en amerikansk invasion vælger den colombianske regering selv at tage affære. Et regiment fra hæren bliver sendt til Cienaga, der er hovedcenter for strejken, med besked på omgående at indføre krigsretstilstand og bringe strejken til ophør.

Den 6. december lokker militæret hundredvis af mennesker ud på gaden med meddelelse om, at der vil komme en vigtig officiel proklamation. Kort efter kirketid er gaderne stuvende fulde, da der pludselig bliver givet en fem minutters advarsel om at forlade området og afbryde strejken.

Kort efter begynder militæret at skyde direkte på menneskemængden med maskingeværer opstillet på hustagene. Massakren fortsætter i de kommende dage, hvor der særligt bliver gået efter faglige ledere og kommunister.

Strejken bliver knust med overvældende magt, og i de følgende uger vender de fleste af de overlevende arbejdere tilbage til plantagerne. Militæret tager efterfølgende officielt ansvaret for 47 dødsfald under massakren, men historikere anslår, at antallet af dræbte kan være over 2.000.

I dag hersker der stadig tvivl om, hvor vidt ordren til at massakrere de strejkende og deres familier kom fra regeringen eller direkte fra United Fruits repræsentanter.

Den såkaldte »banan–massakre« er stadig en af de blodigste enkeltepisoder i fagbevægelsens historie, og desværre typisk for Colombia, som stadig er ét af verden farligste lande at være fagligt organiseret i.