»Kældermennesket« på Det Kongelige Teater fortæller historien om mennesket der er alene. Selv–valgt eller fravalgt?

Kældermennesket (Rasmus Bjerg) er omgivet af ansigter, men helt alene.

Miklos Szabo

Teateranmeldelse

Af Nick Bruun

Scenen er dækket af ansigter. Fra gulv til loft stirrer de ud på dig der sidder på publikumssæderne.

Vi er i det Røde Rum på Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus i København. Det Røde Rum er teatrets og:

»… skuespilchef Emmet Feigenbergs kunstneriske dreamteam. Det Røde Rum er ti fastansatte kunstnere med frie hænder, én fast scene og store forventninger og Det Røde Rum er Det Kongelige Teaters bud på et genopfundet teater….« som de skriver om sig selv.

Én af de fastansatte kunstnere er et af ansigterne, der kigger ud på os: Skuespiller Rasmus Bjerg i rollen som kældermennesket. Resten af ansigterne – og der er tusindvis – indgår i en kæmpe-collage der udgør scenografien i stykket om dette menneske.

Dostojevskij

Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrev historien om Kældermennesket i 1864. Instruktøren Rune David Grue har omskrevet den til teaterstykket. Han har prøvet det før.

Sidste år satte han det digre værk af samme forfatter, Forbrydelse og Straf, op på det kongelige med Thure Lindhardt i hovedrollen, og har tidligere sat Dostojevskijs Idioten op på Århus teater.

Selve historiens polemik udlægges som en anti-utopi. Et opgør med de utopier, der florerede i datidens Europa.

»Jeg er et sygt menneske, jeg er et ondskabsfuldt menneske« siger kældermennesket, mens han beskuer os med vrede, indædte øjne.

Og han er alene, meget alene i sin verden, trods de mange ansigter omkring. Men de forstærker blot indtrykket af hans isolation og ensomhed.

Men han er ikke et passivt offer, der er ved at forgå i sin ensomme celle af en kælder. Han er fuld af betragtninger om de mennesker, som han ikke er sammen med. »Der var alle de andre – jeg var én!«.

Rasmus Bjerg er fysisk og psykisk på en gang lurende eksplosiv og fræsende energisk i sin vrede indædthed som kældermennesket.

Her fremstilles manden, der ved alt, og dog samtidig er i tvivl. Som har svar på alt, og vil klare sig gennem livet med det, og dog??….

Han appellerer ikke til medfølelse eller råber om hjælp. Han udpeger fejl hos de mennesker han ikke kan – eller vil – være sammen med.

Han griber ned i sine smertefulde erindringer om sociale sammenkomster hvor han ikke kunne finde spillereglerne. Ikke være med. Om sin karriere i det offentlige, hvor han blev ekspert i at ydmyge og nedgøre mennesker på sin vej.

 På en gammel wienerstige er han pludselig hensat til en talerstol hævet over folke-masserne – et glimt ind til ønsket om at være en anden et andet sted- vellidt og taget ind af andre.

Men han frastødes også af den normale social adfærd, sublimt udspillet af Bjerg i sin efteraben af snik-snak, small-talk – der i Kældermenneskets øre er sort snak.

Kældermennesket i dag

Når man ser Kældermennesket er det svært ikke at associere med tendenser og menneskeskæbner, som man selv har mødt, set eller hørt om på ens vej i verden af i dag.

På den måde er forestillingen koblet til samtiden på fineste vis. Det findes, de findes – Kældermennesket og kældrene. I os og omkring os. Helt eksistentielt er vi sociale individer i en verden af nu syv milliarder, hvor vilkåret er, at vi skal være sammen. Og helst godt.

Det er en meget seværdig forestilling Det Røde Rum på Det Kongelige Teater har sat op med en Rasmus Bjerg i særklasse. Der kan søges meget mere materiale om forestillingen, Dostojevskij og historien om kældermennesket, på nettet.

Så gå bare på jagt hvis du er nysgerrig på det. Eller start med at se den en time lange forestilling hvis du er København.

Kældermennesket af Dostojevskij, bearbejdet og iscenesat af Rune David Grue. Til 4. februar.