Uanset alder, uddannelse, etnisk oprindelse og hvor de bor på kloden er en ud af tre kvinder udsat for vold.
FN-forbundet i Danmark og Kvindernes U-landsudvalg (KULU) sætter lige nu fokus på vold mod kvinder.
Det sker ved en udstilling, der kører hele december i Nørrebrohallen i København. Herefter fortsætter den hos Kvindemuseet i Århus.
Vold mod kvinder er et universelt fænomen. Ifølge FN bor over 600 millioner kvinder i lande, hvor vold ikke er en forbrydelse, og derfor ikke kan straffes.
Globalt set udsættes en ud af tre kvinder for vold, uanset hvor de bor, etnisk herkomst, alder og uddannelse. Langt den overvejende del af volden sker i hjemmet.
Det gælder også i Danmark, hvor den tabubelagte partnervold, og især kærestevold, blev undersøgt i 2008 blandt de 16-24 årige mænd og kvinder.
Knap 13.000 unge kvinder og 4.500 mænd i målgruppen udsættes hvert år for fysisk vold af en kæreste. Af de unge, der enten var eller er i forhold, havde 10 procent kvinder og fire procent mænd inden for det seneste år været udsat for fysisk eller seksuel kærestevold.
Det almindeligste offer er kvinder under 20, og det går oftest ud over dem, der har ingen eller ringe erfaringer med kærester, er i nyere forhold eller har haft en tidlig seksuel debut. Der er ikke fundet nogen sammenhæng mellem risiko for kærestevold og etnisk oprindelse samt homoseksualitet blandt mænd.
Også mænd udsættes for kærestevold, og de har svært ved at fortælle om det. Mens hver fjerde kvinde søger hjælp, så gælder det kun hver sjette mand, selv om to ud af tre er påvirket på den ene eller anden måde af volden.
Og virkningerne af kærestevold er alvorlige. Sammenlignet med andre unge har både mænd og kvinder højere antal selvmordsforsøg, flere psykiske lidelser og begge køn har store fysiske og psykiske gener.
De omfatter skyldfølelse, had og selvhad, håbløshed, opgivenhed og selvmordstanker. De fysiske gener er typisk hyppig hovedprine og søvnbesvær.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278